FBI har i månedsvis overvåget en 24-årig amerikansk soldats onlineadfærd og anholdt lørdag den unge mand. Soldaten har blandt andet diskuteret planer om at bombe et stort amerikansk nyhedsmedie, skriver BBC.
Han har også skrevet om muligheden for at tilslutte sig en højreekstrem milits i Ukraine og foreslået at dræbe medlemmer af den venstreorienterede Antifa-gruppe. Ifølge retsdokumenter har soldaten siden 2016 delt bombemanualer med flere personer online - blandt andet en amerikaner, som er rejst til Ukraine for at kæmpe for en nationalistisk gruppe.
I august og september var soldaten ofte i kontakt med en person, som viste sig at være en undercover agent fra FBI. Det var her, soldaten foreslog at bombe et stort nyhedsmedie. Det er ikke offentliggjort, hvilket medie der er tale om.
Undervejs i onlinekorrespondancen spurgte FBI-agenten, om soldaten havde udset sig nogle mål i Texas. Hertil svarede den mistænkte soldat, at den demokratiske præsidentkandidat Beto O’Rourke måtte være det mest oplagte mål. Soldaten gav også FBI-agenten tips til, hvordan man bedst bygger bomber med improviserede sprængladninger.
Den 24-årige har delt bombeinstruktioner i diverse platforme og blandt andet skrevet, at han delte dem for at skabe »kaos«.
Han står til op til 20 års fængsel, hvis han kendes skyldig.