»Fattige« nonner levede fedt af chokoladetrøfler. Nu vil de bryde ud af den katolske kirke

Nonnerne fra et nordspansk kloster er så vrede over den lokale biskops nej til en fordelagtig ejendomshandel, at de vil melde sig ud af den katolske kirke. Og hvad værre er: Produktionen af deres berømte gourmetchokolade er i fare.

Chokoladetrøflerne fra klosteret i Belorado står på dessertkortet i flere af Spaniens fineste restauranter.

En delikatesse, der i årevis har sikret 16 »fattigsøstre« fra clarisserordenen om ikke ligefrem et liv i sus og dus så i hvert fald en sund økonomi.