USA har natten til lørdag dansk tid udført et droneangreb mod en planlægger fra Islamisk Stat Khorasan i det østlige Afghanistan.
Bliv klogere på gruppen her:
* Islamisk Stat Khorasan er en gren af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS). Islamisk Stat Khorasan har taget skylden for et dødeligt bombeangreb i Kabul nær lufthavnen torsdag.
* Islamisk Stat Khorasan dukkede først op i det østlige Afghanistan i slutningen af 2014 og blev hurtigt kendt for sin ekstreme brutalitet.
* Ifølge flere forskere i militant islamisme i regionen blev gruppen stiftet af flere særligt ekstreme individer fra den pakistanske afdeling af Taleban. Det skete, efter at pakistanske sikkerhedsstyrker tvang dem til at flygte ind i Afghanistan.
* Lige fra begyndelsen udfordrede gruppen Taleban. Det gjaldt blandt andet i forhold til at have kontrol med vigtige grænseområder mellem Afghanistan og Pakistan, der blandt andet forbindes med narkosmugling.
* Ifølge USAs Center for Bekæmpelse af Terrorisme består gruppen primært af udbrydere fra al-Qaeda og Taleban.
* Gruppen har både kæmpet mod Afghanistans vestligt støttede regering og Taleban. Dens præcise forbindelse til Islamisk Stat i Irak og Syrien er uklar.
* Ifølge amerikanske efterretningskilder har bevægelsen udnyttet regeringens kollaps i Afghanistan til at styrke sin egen position. Blandt andet ved at øge rekrutteringen af utilfredse medlemmer fra Taleban, der har overtaget magten i landet.
Kilde: Reuters.
/ritzau/