Den højeste beliggende gletsjer på Mount Everest er de seneste knap tre årtier smeltet i et opsigtsvækkende tempo på grund af klimaforandringer.
Det viser et nyt studie, som universitetet i amerikanske Maine har stået i spidsen for. Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Gletsjeren hedder South Col og ligger i 7900 meters højde på verdens højeste bjerg. Den har i løbet af en periode på omkring 25 år mistet omkring 55 meter i tykkelse, viser den nye forskning.
Ved hjælp af kulstof 14-datering har man fundet frem til, at gletsjerens yderste lag af is er omkring 2000 år gammelt.
Det indikerer, at den smelter omkring 80 gange hurtigere, end det tog for gletsjeren at blive dannet, lyder det i studiet.
Tempoet betyder, at South Col »formentlig forsvinder inden for få årtier«, siger Paul Mayewski, der er chefforsker på studiet, til National Geographic.
»Det er en ret opsigtsvækkende udvikling,« tilføjer han.
Andre undersøgelser har tidligere vist, at gletsjere i Himalaya-bjergkæden smelter med stigende hastighed. Det betyder blandt andet, at der er blevet dannet hundredvis af floder i Himalayas dalområder.
Floderne udgør en risiko for oversvømmelser, hvis de går over deres bredder.
Den nepalesiske klatrer Kami Rita, der har besteget Mount Everest 25 gange siden 1994, har oplevet udviklingen med egne øjne.
»Der er nu sten synligt, på steder hvor der plejede at være sne. Og det er ikke kun på Everest. Andre bjerge mister også sne og is. Det er bekymrende,« lyder det fra den nepalesiske klatrer.
Gletsjeren South Col ligger cirka en kilometer under Mount Everests top.
Toppen ligger i 8849 meters højde.
/ritzau/AFP



