Analyse: Når en række af EUs største lande om et øjeblik går til valg, kan Europa ende med at stå over for en periode med betydelige politiske forskydninger. I Bruxelles frygter man, at resultatet i Sachsen-Anhalt er et tidligt tegn på de udfordringer, der venter unionen.
Længe har Europa kunnet skimte det, der tegner til at blive et skelsættende og definerende år for Europas fremtid.
Og søndag fik EU en smagsprøve på det udfald, man i Bruxelles frygter allermest.
Det indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland fik et ualmindeligt godt valg i den tyske delstat Sachsen-Anhalt, hvor partiet opnåede 44 procent af stemmerne.
Et resultat, der både svækker forbundskansler Friedrich Merz hjemme i Tyskland, hvor hans popularitet skraber bunden, men også et udfald, der meget snart risikerer at få konsekvenser i EU, hvor Europas ledere står over for at skulle træffe store og dyre beslutninger.
Tyskland er EUs største økonomi og største land målt på indbyggertal, og AfDs sejr i Sachsen-Anhalt kan således ses som et forvarsel om det år, Europa kan være på vej ind i:
I 2027 skal fire af EUs største lande til stemmeurnerne, og i både Frankrig, Polen og Spanien udfordres de nuværende regeringer primært af de nationalkonservative partier.
Også i Italien bliver Giorgia Meloni presset af det nye parti Futuro Nazionale, der har placeret sig til højre for Melonis parti, Italiens Brødre.
På den anden side af valgene i 2027 venter der altså potentielt et markant anderledes Europa, end det man har i dag – hvilket AfD-spidskandidat Ulrich Siegmunds sejr i den tyske delstat kan ses som et udtryk for.
Senere på måneden frygter Friedrich Merz’ CDU en yderligere vælgerlussing ved delstatsvalget i AfD-højborgen, Mecklenburg-Vorpommern. Men i Bruxelles er det også særligt forårets franske valg, man har øjnene stift rettet mod.
Hvis det lykkes AfD at danne en delstatsregering, vil det være første gang siden Anden Verdenskrig, at et parti fra den yderste højrefløj har ledet en regering i en tysk delstat. Det vil være historisk i sig selv.
Men hvis det lykkes Marine Le Pen til foråret at bane sig vej ind i Élysée-palæet, vil det være en endnu større milepæl for den europæiske nationalkonservative højrefløj.
Det kan blive et problem for EUs stats- og regeringschefer, som har mange ambitioner i disse år. Blandt andet skal konkurrencekraften styrkes, der skal flere penge til forsvar og sikkerhed, og det samme gælder teknologi, industri og Ukraines kamp mod Rusland, mener en række lande.
Det hele handler om at styrke EUs plads på den globale scene, og derfor er der også lagt op til, at EUs næste langsigtede budget skal være historisk stort.
Men et sådant budget kræver kompromisser, som man i EU frygter, den europæiske nationalkonservative bølge kommer til at spænde ben for.
Den tysk-franske motor har historisk set været en af de vigtigste drivkræfter i EU-samarbejdet, men med en tysk forbundskansler, der netop har oplevet et ydmygende nederlag i Sachsen-Anhalt, og en potentielt kommende fransk præsident fra Rassemblement National (RN), er det – set fra Bruxelles – svært at få øje på, hvem der i fremtiden skal sidde for bordenden og få aftalerne i hus.
Eksempelvis har RNs Jordan Bardella sagt, at hans parti vil bestræbe sig på at »halvere« Frankrigs bidrag til EU-budgettet, hvis partiet efter det franske præsidentvalg får magten.
I øjeblikket bestræber unionen sig dog på at få færdigforhandlet EUs næste langsigtede budget, der løber fra 2028 til 2034, inden årets udgang og dermed inden det franske præsidentvalg.
Både fordi man gerne vil undgå, at eksempelvis en fransk præsident vil få mulighed for at stille sig i vejen for en aftale, men også fordi EU ikke ønsker, at debatten om budgettet skal blive taget som gidsel i de nationale valgkampe.
EUs budget har altid været noget, der splitter medlemslandene. Derfor er det også forventningen, at forhandlingerne mellem EUs stats- og regeringschefer i år bliver vanskelige og kommer til at trække ud.
Ingen ved endnu, om EU når i mål med en budgetaftale i 2026 – men for Merz er kampen om budgettet nu blevet endnu sværere.
Allerede i sommer insisterede kansleren på, at budgetudkastet skal skæres med »flere hundrede milliarder« euro, men nu hvor det EU-skeptiske AfD har fået vind i ryggen, og hans eget CDU er blevet mere end halveret i Sachsen-Anhalt, er Merz’ handlerum i EU blevet snævert.
Tyskland bidrager med over en femtedel af det samlede nationale bidrag til EUs budget, så hvis Merz pludselig sætter hælene i, kan det ende med at udgøre et betydeligt problem for resten af unionen.
Det helt store spørgsmål er dog, hvilket EU der står tilbage på den anden side af valgåret 2027 – og om Alternative für Deutschlands jordskredssejr i Sachsen-Anhalt nu har udgjort startskuddet på kursskiftet.
Camille Koeller er Berlingskes Europa-korrespondent i Bruxelles
