EU vil bekæmpe fake news sammen med techgiganter før valg

Facebook og Google vil sammen med EU bekæmpe falske nyheder. EU er under angreb, siger parlamentsformand.

Facebook og Google vil sammen med EU bekæmpe falske nyheder. LIONEL BONAVENTURE

EU står over for store udfordringer med »fake news« forud for Europa-Parlamentsvalget i maj 2019. Det siger Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, i parlamentet torsdag.

»Vi er under angreb fra alle steder. Europa er under angreb fra Rusland og fra folk, der bor i USA. Vi er under angreb fra mere eller mindre 15 lande.«

»Derfor er det vigtigt at arbejde hver dag for vores demokrati. Vi har brug for regler i den digitale sektor. Uden regler er det umuligt at beskytte vores frihed,« siger han.

Udtalelserne kommer i kølvandet af, at EU-Kommissionen onsdag fremlagde et adfærdskodeks for internetplatforme og reklameindustrien. Techgiganter som Facebook, Google og Mozilla er med om bord på den frivillige ordning.

Det betyder, at de forpligter sig til at bekæmpe falsk information online.

/ritzau/