Den lokale anklager peger mod de 130 hvide Toyota-pickupper, som bager i middagssolen. Her på en sikret militærgrund i udkanten af Agadez – en støvet provinsby i Niger, der i årtier har tjent som første stop for afrikanske migranters vej mod Europa – er den tydeligste manifestation af, at hans arbejde er lykkedes: Hundredvis af byens smuglere er fængslet, deres biler konfiskeret, og strømmen af migranter, som de transporterede gennem ørkenen på vej mod Libyen, er barberet ned til under en tiendedel.
Nigers regering er tilfreds. EU, som betaler det ludfattige centralafrikanske land et klækkeligt beløb i støtte for indsatsen, er begejstret. Alligevel ser Seyni Soidou ikke glad ud.