Flere EU-lande afviser at drage konklusioner på angreb i sidste uge på to tankskibe i Hormuzstrædet.
USA har beskyldt Iran for at stå bag, og den amerikanske præsident, Donald Trump, har for nylig truet med at udslette Iran.
»Jeg mener, at den vigtigste opgave for udenrigsministrene i dag er at undgå krig,« siger Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, før et ministermøde i Luxembourg.
Asselborn, som har været udenrigsminister i 15 år, vil ikke spekulere i, hvad der i givet fald skal ske. Han nævner den amerikanske invasion af Irak i 2003, som også Danmark bidrog til.
Han pointerer, at man dengang gik i krig på grundlag af forkerte oplysninger fra USA om masseødelæggelsesvåben.
Derfor vil det være godt med en uafhængig undersøgelse i FN-regi.
Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, siger, at man fortsat »er i gang med at samle oplysninger«.
Den amerikanske præsident truede i maj med at udslette Iran.
»Hvis Iran vil slås, så bliver det enden på Iran,« skrev Trump på Twitter nogle uger inden angrebet på tankskibene.
/ritzau/