Danske fiskere kan formentlig se frem til større fiskekvoter i Nordsøen næste år. Det er i hvert fald forventningen hos Danmarks Fiskeriforening forud for mandagens forhandlinger i Bruxelles.
Her er EU-landenes fiskeriministre samlet. Målet er at indgå en aftale om kvoterne for 2023. Det siger Tjekkiets landbrugsminister, Zdenek Nekula. Som repræsentant for det tjekkiske formandskab for EU leder han mandagens møde.
»Søndag forhandlede vi og nåede frem til første udkast til en aftale. Det præsenteres mandag for ministrene.«
»Jeg mener, at udkastet er en god start i forhold til at nå en aftale, så fiskerne kan begynde at fiske den 1. januar 2023 i overensstemmelse med de nye regler og vilkår,« siger Zdenek Nekula.
Han understreger, at ministrene vil fortsætte forhandlingerne mandag »så længe, det er nødvendigt for at nå en aftale«.
Dermed kan der være en lang aften i vente for ministrene. Og for de danske fiskere, der er afhængige af aftalen for at kunne planlægge fiskeriet fra 1. januar 2023.
»Det er en klar prioritet for os, at vi får aftaler i stand, så fiskerne har nogle kvoter at fiske på fra 1. januar,« siger administrerende direktør i Danmarks Fiskeriforening, Kenn Skau Fischer.
Han er dog grundlæggende fortrøstningsfuld på fiskernes vegne. Det skyldes, at der er kommet godt nyt om flere af fiskebestandene i Nordsøen.
»For flere af de vigtigste bestande har vi en rigtig positiv rådgivning fra det internationale havforskningsråd, ICES. Det betyder blandt andet, at vi kan øge kvoten med 63 procent på torsk. Det er rigtig positivt,« siger Kenn Skau Fischer.
Da anbefalingen kommer fra det internationale havforskningsråd og dermed tager hensyn til bestanden af torsk, forventer Danmarks Fiskeriforening, at den øgede kvote vil indgå i EU-aftalen. Den øgede kvote er også allerede med Norge og Storbritannien, der indgår som parter i fiskeriaftalen.
De danske fiskere skal dog aflevere en mindre del af deres torskekvote på grund af Brexit-aftalen. Det betyder, at de danske fiskere formentlig vil ende med en stigning i torskekvoten på omkring 59 procent.
Også for andre fiskearter som hvilling, sej og rødspætter er der øgede kvoter i sigte. Igen på baggrund af anbefalingerne fra det internationale havforskningsråd.
Til gengæld er de danske fiskere ved at indstille sig på en 20 procent lavere kvote for havtaske. Det er nemlig en del af den aftale for næste år, som EU allerede har indgået med Storbritannien.
Den aftale vil indgå i den aftale, EU-landene håber at nå til enighed om mandag aften. Men der udestår endnu en bilateral aftale mellem EU og Norge. Den er vigtig for de danske fiskere, der ligesom de norske fiskere normalt har adgang til at fiske på tværs af farvandene.
»Vi er dybt bekymret for, hvornår EU og Norge får indgået aftalen. For sker det ikke, så vi ikke adgang til norsk farvand i Nordsøen og Skagerak fra 1. januar,« siger Kenn Skau Fischer.
Ved siden af forhandlingerne i Bruxelles mandag arbejder EU på at få bjærget aftalen med Norge i land. Forhandlingerne i sidste uge endte dog uden resultat.
/ritzau/