EU arbejder på alle fronter for at hjælpe EU-borgere hjem, som er strandet i Marokko, efter at landet søndag har lukket for al flytrafik på grund af udbruddet af coronavirus.
Det siger EU-kommissær for kriseberedskab, Janez Lenarcic.
»Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at støtte EU-borgere.«
»EUs civilbeskyttelsesmekanisme har nu gennem 24-timers service for nødberedskab hjulpet over 800 EU-borgere tilbage til Europa fra Kina, Japan, USA og senest Marokko,« siger han.
Mandag aktiverede Østrig EUs civilbeskyttelsesmekanisme, som er et samarbejdssystem i EU om nødhjælp ved katastrofer.
Her anmodede landet om bistand til at bringe østrigske og andre EU-borgere hjem fra Marrakech i Marokko.
Tirsdag morgen landede et østrigsk fly i Wien fra Marrakech med 290 passagerer ombord. Flyet var medfinansieret af EU-Kommissionen.
Det er frem til 19. marts mulig for tomme fly at lande i Marrakech og fragte EU-borgere ud af landet, siger EUs udenrigschef Josep Borrell.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), oplyste mandag, at der er registreret 1173 danskere som værende i Marokko.
Mandag meddelte det danske udenrigsministerium, at der er nedsat en dansk taskforce, som kun skal fokusere på, hvordan danskere fanget i Marokko kan komme tilbage til Danmark.
Marokko har søndag lukket ned for al flytrafik, og derfor er flere EU-borgere strandet i landet.
/ritzau/