EU-Kommissionen har valgt at indlede en efterforskning af Microsoft for mulige brud på EUs konkurrenceregler.

Det oplyser kommissionen i en pressemeddelelse torsdag.

Konkret er det en for tæt sammenkobling mellem Office-pakken og programmet Teams, der i EUs øjne kan være problematisk.

»Kommissionen er bekymret for, at Microsoft muligvis misbruger og forsvarer sin markedsposition inden for produktivitetsprogrammer ved at begrænse konkurrencen for produkter til kommunikation og samarbejde,« skriver kommissionen.

Teams bruges blandt andet til videoopkald. Programmet følger automatisk med i Microsofts Office-pakke, der også indeholder populære værktøjer som Word og Excel.

Kunder kan ikke vælge Teams fra, når de køber adgang til Office-pakken. Derfor kan programmet få en uretfærdig fordel over for konkurrenter, skriver kommissionen.

Blandt konkurrenterne finder man programmer som Zoom og Google Meet. De indeholder mange af de samme funktioner som Teams, herunder muligheden for at holde virtuelle møder.

Under coronapandemien blev de en fast del af mange menneskers hverdag og arbejdsliv. Mange virksomheder har holdt fast i onlinemøderne, og i dag er platformene blevet uundværlige.

Det siger EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

»Værktøjer til fjernkommunikation og samarbejde som Teams er blevet uundværlige for mange virksomheder i Europa. Vi skal derfor sikre, at markederne for disse produkter forbliver konkurrencedygtige, og at virksomhederne frit kan vælge de produkter, der bedst opfylder deres behov.«

»Det er grunden til, at vi undersøger, om Microsofts sammenkobling af sine produktivitetspakker med Teams kan være i strid med EUs konkurrenceregler,« siger hun i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.