Klokken var vel halv tolv sidst en lørdag aften, da jeg endte uden for Diamond Gentlemen’s Club i Krakow.
Et etablissement med et navn, der indikerer, at ejeren forfærdelig gerne vil give associationer i retning af ædelstensagtig eksklusivitet og distingveret engelsk overklasse, men som i praksis med usvigelig sikkerhed indikerer, at der er tale om præcis det, man tror: en stripklub.
Det var mit livs andet besøg på en sådan. Første gang var også Diamond Club i Krakow, hvor flere i et større selskab havde sat sig for at afslutte en ikke aldeles ædru aften i den gamle polske kongeby. Den anden gang kom i stand på en overraskende identisk vis.
Når man som undertegnede er en hyperciviliseret skandinavisk mand af den akademiske race, der som sportskulturhader også er sørgeligt ubevandret i store dele af maskulinitetens traditionelle domæner, var idéen om at besøge en sådan klub – gentlemandlig eller ej - svagt urovækkende. Rædselshistorier om russiske mafiosi, lænsede kreditkort og peberspray direkte i ansigtet gjorde det heller ikke bedre.
Før jeg vovede blot at sætte fod på stedet, måtte jeg derfor foretage et opslag på Tripadvisor for at se, om sandsynligheden for at komme derfra med livet i behold var værd at løbe an på. Det var den tilsyneladende.
Og som nogen engang sagde, skal man prøve alt her i tilværelsen med undtagelse af folkedans og incest (jeg mistænker, at der kan tilføjes enkelte andre punkter såsom rovmord og lightergas-snifning, men lad det fare), hvorfor jeg efter betalt entré nedsteg i en af de middelalderkældre, som Krakow er så rig på.
Diamond Club er et lokale badet i rødt og lilla lys, hvor en hesteskoformet sofa omgiver den let forhøjede scene med den obligatoriske stang i midten.
Klientellet var ikke ligefrem det, som man i victoriatidens London ville have betegnet som gentlemen.
Her var et kvindeligt polterabend- eller fødselsdagsselskab, hvor den kommende brud eller fødselsdagsbarnet dansede med de noget mere afklædte og rutinerede kvinder på scenen, derudover mænd, primært i alderen 20-40 år. Ingen syntes at være hverken russiske mafiosi eller fuldstændig ædru.
Mine referencerammer for, hvad der foregår på stripklubber – i Østeuropa og andetsteds - var indtil første besøg i Krakow begrænset til amerikansk populærkultur, hvorfor det overraskede mig en del, at det åbenbart slet ikke er comme il faut at placere pengesedler i performernes lingeri, hvis nederste halvdel de på Diamond Club valgte at beholde på – i modsætning til andre klubber, har jeg ladet mig fortælle.
Dansernes supplerende indtægt viste sig i stedet for drikkepenge at komme fra salget af lapdances. Skulle nogle af de ærede læsere ikke være bekendt med dette fænomen, kan jeg fortælle, at det involverer en kvinde, der sidder overskrævs på en mand og her udfører noget, der ikke ville have været en dans, såfremt det var udført i afklædt tilstand.
En af de kritiske ting, jeg lærte på mit første besøg, var, at det er af yderste vigtighed ikke at sidde yderligt i en gruppe, så der er en ledig plads ved siden af, da de kvinder, som ikke danser, i så fald vil opsøge én og indlede en både høflig og ofte ganske flatterende konversation, hvis endemål som regel vil være relateret til lapdances eller sågar private shows, hvilket jeg dog hurtigt erkendte, jeg ikke var interesseret i, og placerede mig derefter strategisk omgivet af mine medbesøgende.
Her vil de mere progressive læsere måske antage, at jeg forsøger at positionere mig som et kønspolitisk oplyst menneske, der ikke ønsker at drage fordel af mit mandlige privilegie til at få halvnøgne kvinder til at gøre seksuelt suggestive ting for ussel mammon. Som et ondt og liberalt menneske må jeg dog skuffe og bastant afvise alle ansatser til etiske kvababbelser eller kønspolitisk selvransagelse: Hvis folk frivilligt vil performe med eller uden tøj på, for et betalende publikum, der finder dette æstetisk, er jeg OK med det, såvel når det gælder nyere jazzballet som nøgendans. Man må for min skyld også gerne spørge andre, om de vil købe den ydelse.
Nej, problemet er, at jeg er et grundlæggende genert menneske, der til nød kan kompensere for genertheden i den obligatoriske daglige sociale omgang med påklædte mennesker. Men besøget på Diamond Club gjorde det klart, at det er langt hinsides min zone for nærmest mulige udvikling at føre konversationer med fremmede halvnøgne mennesker uden at blive ramt af akut akavet pinlighed.
Her kan man legitimt indvende, at forsøget indtil videre kun er blevet gjort med kvindelige strippere. Men jeg føler mig dog på så relativt sikker på, at det samme vil gøre sig gældende i forhold til medlemmer af eget køn, selvom jeg endnu ikke har foretaget feltstudier i den retning.