Er det snart slut? Biden øger presset på skandaleguvernør
Andrew Cuomo blev hyldet som kongen af New York, men er endt som en presset mand. I et interview udtaler Joe Biden, at han ser det som en mulighed, at New York-guvernøren bliver retsforfulgt i sager om upassende adfærd.
Det siger USAs præsident, Joe Biden, i et interview med ABC News tirsdag lokal tid.
»Ja,« svarer Biden, da han bliver spurgt af ABC-værten George Stephanopoulos, om Cuomo bør gå af, hvis den uafhængige efterforskning udført af statsadvokaten i New York bekræfter beskyldningerne.
»Jeg tror, at han sandsynligvis også vil blive retsforfulgt.«
Med udtalelsen skærper Biden retorikken over for Cuomo, som han ifølge nyhedsbureauet AFP ellers har haft et venskabeligt forhold til. De er begge demokrater.
I alt mindst syv kvinder er stået frem med beskyldninger mod guvernøren.
Blandt dem er journalisten Jessica Bakeman, som skriver for magasinet New York.
Hun hævder, at Cuomo har opført sig upassende over for hende, blandt andet til en fest i 2014.
Andrew Cuomo har været delstaten New Yorks guvernør siden 2011. Hans far, Mario Cuomo, sad på posten i 12 år. JOHANNES EISELE
Torsdag kom det frem, at Cuomo er blevet politianmeldt for angiveligt at have befamlet en kvindelig medarbejder. Det skal være sket i slutningen af 2020.
Joe Biden holder fortsat fast, i at anklagerne skal undersøges, men siger samtidig, at det bør antages, at en kvinde »fortæller sandheden, og at hun ikke bør gøres til syndebuk eller forfølges for at stå frem«.
»Det kræver meget mod at stå frem,« siger præsidenten til ABC News.
»Så antagelsen er, at de bør tages alvorligt. Og at det bør efterforskes, og det er det, som er i gang nu.«
Cuomo er allerede under stort pres internt i partiet.
Fredag sluttede topdemokrater fra både Repræsentanternes Hus og Senatet sig til den gruppe af politikere, der kræver Andrew Cuomos afgang.
Det gjaldt blandt andre Alexandria Ocasio-Cortez og Jerry Nadler samt de demokratiske senatorer Chuck Schumer og Kirsten Gillibrand.
63-årige Cuomo har selv bedt om, at beskyldningerne bliver undersøgt. Han har beklaget handlinger, som han mener kan være blevet fejlfortolket.
Del:
Andre læser også
Internationalt
Demokraterne elskede den charmerende guvernør. Men på Fox News mente de, han skjulte noget. De havde ret
Internationalt
Demokraten blev nævnt som mulig præsident – det virker pludselig skørt, for skandalerne vil ikke stoppe
USA
Alexandria Ocasio-Cortez kræver guvernørs afgang efter sexsager. Og det kan blive dødsstødet for ham