Demokraterne elskede den charmerende guvernør. Men på Fox News mente de, han skjulte noget. De havde ret

Andrew Cuomo blev hyldet som kongen af New York. Som Donald Trumps empatiske modstykke, der både kunne håndtere en coronakrise og være den perfekte far. Han fik demokrater til at drømme, men måske skulle de have lyttet til en vejrvært fra Fox News.

Staten New York har det næsthøjeste antal coronarelaterede dødsfald pr. indbygger – kun overgået af New Jersey. På billedet New York-guvernør Andrew Cuomo. Mary Altaffer/Reuters/Ritzau Scanpix

Der var engang – for ikke ret længe siden – hvor Andrew Cuomo var det varmeste navn i amerikansk politik. I foråret drømte demokrater om President Cuomo – eller i det mindste bare Vice President Cuomo.

New York-guvernørens daglige coronapressekonferencer var et megahit. Seere fra hele USA labbede dem i sig. For Cuomo var alt det, Donald Trump ikke var – empatisk, handlekraftig, faktabaseret. Men så begyndte spekulationerne om, at noget ikke var helt, som det skulle være.