England står nu over for den mest omfattende nedlukning siden marts 2020. Det meddeler premierminister Boris Johnson i tv-transmitteret tale mandag aften.

Nedlukningen indebærer, at alle briter skal blive hjemme. De få undtagelser omfatter nødvendige indkøb, kritisk arbejde uden for hjemmet og motion én gang dagligt. De nye restriktioner skal gælde mindst seks uger frem – som udgangspunkt indtil 15. februar.

Elever i skoler over hele England skal fra tirsdag overgå til hjemmeundervisning, med undtagelse af nødpasning for udsatte børn samt børn af ansatte i kritiske funktioner, fortæller Boris Johnson.

De nye restriktioner gælder for England, mens Skotland og Wales har indført egne restriktioner.

Storbritannien er hårdt ramt af coronavirus, ikke mindst af den særligt smitsomme variant, som midt i december dukkede op i det sydlige England og siden har spredt sig til resten af Storbritannien, foruden Danmark og adskillige andre lande. Ny britisk forskning viste før nytår, at varianten kendt som N501Y er så smitsom, at 90 procent af Storbritanniens coronasmittede vil være ramt af den nye variant, når kalenderen viser 1. februar 2021.

»Det har været alarmerende at se, hvor hurtigt den nye coronavariant spreder sig,« siger Boris Johnson.

Nye foruroligende rekorder

De britiske hospitaler er nu under større pres end på noget tidspunkt under pandemien, og antallet af dødsfald i Storbritannien er steget med 20 procent over den seneste uge, siger Boris Johnson.

58.784 briter er over det seneste døgn bekræftet smittet med covid-19. Det er en ny rekord i Storbritannien, hvor det højeste antal hidtil var 57.725, som blev registreret lørdag.

Mandag er syvende dag i træk, at de britiske myndigheder har noteret over 50.000 nye smittede med covid-19, og premierminister Boris Johnson havde i forvejen varslet, at der ikke kunne herske tvivl om, at det bliver nødvendigt at stramme de eksisterende restriktioner i Storbritannien.

Antallet af indlæggelser med covid-19 i Storbritannien har for nylig rundet 3.145. Dermed topper Storbritannien den hidtidige rekord fra april 2020.