Mens det i løbet af december og hen over julen er væltet ind med coronapatienter, er en anden og stor patientgruppe forsvundet. Det skaber lettelse på de store hospitaler i hovedstadsområdet.
De influenzapatienter, der plejer at lægge beslag på et stort antal senge og udløse overbelægning i vinterperioder, fylder i øjeblikket »intet« – hverken på Herlev-Gentofte Hospital eller på Amager-Hvidovre Hospital, hvor man ikke har set en indlagt med influenza siden slutningen af marts, vurderer professor og overlæge Thomas Benfield fra Infektionsmedicinsk Afdeling.