NATO-landene tog grusomt fejl i en ting. At tro at de ved topmødet onsdag kunne tæmme den amerikanske præsident, Donald Trump, og undgå en krise som den, der opstod under det økonomiske G7 topmøde i Canada for godt tre uger siden. Det kunne man ikke.

Kort efter at slutkommunikeet var offentliggjort - et afbalanceret kommunike, der tog højde for aftalerne om stigningen i de europæiske forsvarsudgifter, og som samtidig konstaterede, at alle europæiske lande er på rette vej mod to procent af BNP, og at der er gjort »store fremskridt« fire år i træk - så begyndte Trump endnu engang at tweete.

Først med endnu et angreb på Tyskland for at købe gas i Rusland, Så en konstatering af, at kun fem af de 29 medlemslande har nået de to procent afsluttende med et krav om, at alle lande skal nå de to procent af BNP »øjeblikkeligt«.

Og det stoppede ikke der. Det forlød, at Trump havde taget en gammel strøtanke frem fra gemmerne om, at alle lande skulle op på fire procent af BNP. Så freden havde alligevel ikke sænket sig over NATO-topmødet.

Selv om man på forhånd havde fået alle 29 medlemslande til at acceptere det såkaldte slutkommuniké for at undgå misforståelser i sidste øjeblik, så havde man ikke taget højde for, at Trump er Trump og vil indtage scenen med at bestemme dagsordenen. Og det gjorde han så også.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, tweetede sin utilfredshed med de europæiske allierede. Det var stadig det, han anså for at være den manglende vilje til at betale mere til alliancens fælles sikkerhed, der nagede USAs præsident.

Upåvirkelige Trump

Trump ankom da også i fin stil til NATOs todages topmøde i Bruxelles og blev modtaget af alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, som troede, at han kunne inddæmme Donald Trump ved at rose hans vedholdenhed og påpege, at de europæiske allierede ikke betaler nok til NATO.

»Jeg vil gerne have lov til at takke præsidenten for hans lederskab på forsvarsudgifterne. Det har klart haft en betydning. På præsidentens initiativ enedes vi om at udvikle nationale planer til at løfte budgetterne,« sagde Stoltenberg tirsdag i håb om at kunne gribe konflikten mellem europæerne og USA, inden det blussede op i stærk uenighed ved at fremhæve den amerikanske præsidents indsats og lederevner.

Men Trump lod sig ikke påvirke af det. Onsdag, da Stoltenberg og Trump sad over for hinanden med deres rådgivere, tog Trump ordet og sendte en bredside af anklager mod Tyskland for ikke at betale nok, selv om økonomien gik godt.

Trump gik så vidt over for Stoltenberg, at han sagde, at Tyskland var Ruslands »fange«, når de købte gas fra Rusland, og at den tyske kansler tillod Rusland at kontrollere Tyskland. Noget diplomater sagde var uhørt at beskylde en allieret for, ovenikøbet mens hele verden ser på.

Og det var tydeligt på en række efterfølgende reaktioner, at Merkel tog det fortrydeligt op, selv om hun holdt masken. Men spørgsmålet er, om Trumps vedholdende anklager mod enkeltlande i det åbne rum i stedet for at tage det rundt om forhandlingsbordet er det, der ødelægger forholdet mellem Trump og de europæiske allierede.

»Der er kold luft omkring Trump lige nu, ikke på grund af det, han siger, men på grund af måden, han siger det på, og hvor han gør det henne. Man hænger ikke kolleger offentligt til tørre, hverken på almindelige arbejdspladser eller i mødelokaler blandt stats- og regeringschefer. Det gør man bare ikke,« siger diplomatiske kilder, der taler om alvorlige ridser.

Dybe skel blandt allierede

Og Trump skyder over målet, siger flere kilder. Det er fuldtstændigt rigtigt, at byrdefordelingen skal være anderledes i NATO. Alle har givet et tilsagn om det i Wales i 2014, og alle er enige om det. Selv Tyskland har sat flere penge af til forsvaret, selv om tyskerne stadig – ligesom Danmark – er langt fra målet om to procent af BNP.

Angela Merkel forsøgte da også at forsvare sine beslutninger på en pressekonference, hvor hun fortalte, at tyskerne bruger flere penge og fortsat vil sætte flere penge af. Men som flere sagde. Alle er i defensiven, fordi Trump udbasunerer en fiktiv uenighed i det åbne rum, og at det er svært at forsvare sig, når man faktisk er i gang med at gøre det, man tog beslutning om for fire år siden.

»Alle har sagt, at de går efter to procent, og er i gang. Så Trumps forsøg på hele tiden at sætte fokus på det må skyldes, at han vil have opmærksomheden hjemme. Det er bare ikke det, man normalt gør, når man sidder sammen med kolleger i udlandet. Der taler man om problemerne, og hvilke løsninger der er,« siger en diplomatisk kilde til Berlingske.

Ingen ved naturligvis, hvad konsekvenserne er af de dybe skel, der er kommet blandt de NATO-allierede som følge af Trumps ustandselige forsøg på at føre forhandlinger i det åbne rum. Men der er udbredt bekymring for, hvad der på længere sigt kan ske og sådan set også på den korte bane, fordi den amerikanske præsident mandag mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Helsinki.

»Det er som om, Trump søger konfrontationen med sine allierede for derefter at vende sig mod USAs fjender og forsøge at score nogle andre point hos dem. Det er bekymrende,« siges det.

Skaderne kan blive store i en alliance, der lever af diskretion, og lige det er ikke Trumps stærkeste side.

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent