Først fløj dronerne lavt over flere svenske atomkraftværker. Siden fik svenskerne øje på droner over kongeslotte, militære områder og lufthavne.
I uger har politiet, med hjælp fra militæret, jagtet folkene bag en stribe ulovlige droneflyvninger i Sverige – og der er blevet spekuleret meget over, hvem der stod bag.
Nu har politiet endelig taget en droneoperatør på fersk gerning – en anholdelse, der næsten kun kan genåbne frygten for, at en fremmed magt kan være involveret.
Det var søndag middag, at politiet i Stockholm fik underretning om, at der – igen – fløj en drone rundt over det kongelige slot i Drottningholm, vest for den svenske hovedstad.
Det var langt fra første gang, at borgere i området tilkaldte politiet, fordi de havde fået øje på droner, der fløj rundt over kongefamiliens private residens, men denne gang var der bid for politiet, skriver Aftonbladet.
For selvom politi med hjælp fra det svenske forsvar i uger har jagtet droner og blandt andet har haft helikoptere i luften, så har indsatsen været forgæves.
Men søndag fik politiet altså endelig fat i en af droneoperatørerne – og det var, da politiet tjekkede hans papirer, at de fik en overraskelse.
Tjek hans pas
For manden der blev taget for at flyve drone, viste sig at være russisk statsborger.
Siden de første droner blev set over de tre operative svenske atomkraftværker i begyndelsen af januar 2022, har diskussionerne om mulige sammenhænge mellem krisen i Ukraine, Ruslands bombastiske NATO-krav til Sverige og de pludselige droneflyvninger over atomkraftværker, lufthavne og lukkede områder, været massive.
Eksperter har fremhævet, at nogle af droneflyvningerne kan have været et forsøg på at øge usikkerheden i det svenske samfund. Andre har ment, at flyvningerne snarere var foretaget af amatører.
Nu har politiet anholdt en russisk mand i 40erne, og selvom han hævder, at han blot er turist og ville tage billeder af det kongelige slot, har politiet ikke færdiggjort undersøgelsen af ham.
Aftonbladet har været i kontakt med flere af den anholdtes bekendte. De hævder, at han blot er turist, og at droneflyvninger ikke er ulovlige i Rusland – kommentarer, som ikke nødvendigvis gør de svenske myndigheder mere rolige i deres vurderinger.
At de svenske myndigheder tager droneflyvningerne alvorligt, ses af, at det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, har overtaget efterforskningen af de mange flyvninger.
At man tager flyvningerne seriøst, ses også af politiets beskeder om, at man i flere tilfælde har observeret droner af en størrelse og type, som amatører ikke benytter. Det øger muligheden at, at der står professionelle bag i hvert fald nogle af flyvningerne, har politiet vurderet.
Peter Suppli Benson er Berlingskes nordiske korrespondent


