Ukraines tredje angrebsbrigade, der regnes for at være blandt militærets bedste, har indledt et modangreb i den nordøstlige Kharkiv-region.

De ukrainske styrker har avanceret næsten to kvadratkilometer ind i frontlinjeområdet.

Det hævder brigaden selv i et opslag på Telegram torsdag.

Den uddyber, at modoffensiven startede 15. august, og at styrkeforholdet mellem de ukrainske og russiske styrker i området er »2,5 til 1 i russernes favør«.

»Det unikke ved operationen var, at vi angreb den overlegne fjende og vandt,« skriver brigaden.

Opgaven er »fuldført«

Hovedformålet med den offensive operation er at stikke en kæp i hjulet på Ruslands 20. felthærs »offensive potentiale«, siger brigadechef Andrij Biletskyj. 

»I øjeblikket er denne opgave fuldført,« hævder han.

Kort forinden delte brigaden en kryptisk video fra »et sted i Kharkiv-regionen«: Den viser de første optagelser fra offensiven.

Den russiske hær har mistet 300 soldater på fire dage, og en »betydelig mængde udstyr og våben er blevet ødelagt eller beskadiget«, hævder brigaden videre og tilføjer, at specifikke detaljer om operationen er mørklagt af sikkerhedsmæssige hensyn.

Modangrebet var med til at bremse russiske styrkers offensiv i retning mod Makijivka, og det har »lettet spændingerne« på andre kritiske sektorer af fronten, lyder det.

Det er ikke muligt for Berlingske at verificere meldingerne fra slagmarken, og det vides endnu ikke, hvor i Kharkiv-regionen offensiven har udmøntet sig og i hvilken skala.

Russiske styrker indledte som bekendt en offensiv i Kharkiv i midten af maj og åbnede en ny front i den nordlige del af regionen.

De russiske operationer er sidenhen blevet bremset, men ifølge det ukrainske militær i regionen er russerne i færd med at forberede nye angreb – herunder mod byen Vovtjansk, der udgjorde et af Ruslands fokuspunkter under offensiven i maj.