Godmorgen! Ukraines militærkommando har rykket tusindvis af tropper til Rusland, og nu er vigtige byer i fare for at falde. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Statsminister Mette Frederiksen (S) og Socialdemokratiet vil skabe et mere retfærdigt pensionssystem. Men topøkonomer har svært ved at se problemet.

  2. Sagen om en gruppevoldtægt i Aarhus har rystet hende. Nu åbner LA-politikeren Sólbjørg Jakobsen op om det overgreb, hun selv blev udsat for.

  3. Folketingets ombudsmand står til at skulle udskiftes, og besættelsen af en ny på posten kan ende i en politisk magtkamp.

  4. Uffe Lyngaae, stifter af kommunikationsbureauet Publico, har efter mere end 20 år smidt håndklædet i ringen og fyret sig selv som personaleleder.

  5. Flertal på rådhuset vil bygge et nyt gymnasium i København.

Ukraines offensiv i Kursk lægger pres på østfronten

Ukrainske soldater fra landets 24. brigade er i gang med at reparere et infanterikampkøretøj på en hemmelig lokation i den krigshærgede Donetsk-region.
Ukrainske soldater fra landets 24. brigade er i gang med at reparere et infanterikampkøretøj på en hemmelig lokation i den krigshærgede Donetsk-region. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Et af ukrainernes afgørende mål med den dristige offensiv ind i Ruslands Kursk-region har været at trække russiske styrker væk fra det krigshærgede Donetsk.

Selvom ukrainske styrker de seneste to uger har sikret sig en »forbløffende operationel succes« ved at erobre mere land i Rusland, end russiske styrker har gjort i Ukraine i hele 2024, er de stadig ikke lykkes med netop dette.

Den russiske militærkommando har endnu ikke flyttet soldater væk fra de mest kritiske sektorer af Donetsk-fronten for at forsvare sit eget territorium, som Financial Times skriver det.

I stedet fortsætter Vladimir Putins styrker med at rykke frem i regionen i retning mod de vigtige ukrainske byer Tjasiv Jar, Pokrovsk og Toretsk.

Russiske styrker har erobret det meste af landsbyen New York (også stavet Niu-York), som er placeret lige under byen Toretsk.

Og nu står styrkerne blot ti kilometer fra Pokrovsk, som regnes for et knudepunkt for den »fæstningsmur,« der har holdt de russiske styrker stangen i snart to og et halvt år, skriver Berlingskes korrespondent, Simon Kruse.

En ukrainsk artilleribrigadechef ved østfronten siger til Financial Times, at en del af den russiske fremrykning også kan tilskrives Ukraines omrokering af tropper til Kursk:

Ifølge ukrainske kilder, der er involveret i operationen i Rusland, har Ukraine flyttet op mod 10.000 soldater – herunder mange elitestyrker og soldater fra mekaniserede brigader – væk fra de hårdt ramte Donetsk- og Kharkiv-regioner.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, erkender på baggrund af meldinger fra forsvarschef Oleksandr Syrskyj, at situationen i øst er »vanskelig«.

Men det går efter planen i Kursk, siger præsidenten: Forsvarschef Syrskyj hævder tirsdag, at Ukraines styrker har erobret 1.260 kvadratkilometer og 93 landsbyer i Ruslands grænseregion. 

Dagens »Pilestræde«: Harris' fordel som kvinde

Aldrig i landets 248 år lange historie har USA haft én eneste kvindelig præsident.

Og står det til Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, og en – i meningsmålingerne – stigende gruppe vælgere, er det på tide at bryde med dét mønster.

Samtidig spørger amerikanerne sig selv, om de – efter 45 mandlige præsidenter – er klar til en kvinde i Det Hvide Hus. Noget tyder på, at svaret er »ja«. Ifølge et nyligt forskningsprojekt har kvindelige kandidater ligefrem en fordel over mænd.

Er Kamala Harris’ køn nok til at slå Donald Trump? Eller vil Republikanerne lykkes med at tegne et billede af en radikalt venstreorienteret kandidat, som vil køre økonomien i sænk?

Frederik Hjorth, lektor i statskundskab på Københavns Universitet, gæster dagens udgave af »Pilestræde«.

Fik du læst?

  • Privatøkonomi | Sådan finansierer mine kolleger deres ferier med skattefordel – men jeg har fravalgt det, skriver Berlingskes journalist. 

  • Gastronomi | Efter 16 sæsoner med »Spise med Price« virker programmet desperat.

  • Forskning | Ifølge psykolog og forsker Andreas Nikolajsen sker der flere brud mellem forældre og børn i dag, end der tidligere gjorde.

Lige nu

Barack Obama har i nat dansk tid holdt tale på Demokraternes konvent i Chicago.

Han fik blandt andet publikum til at bryde ud i et fælles »Yes, she can« i opbakning til Kamala Harris – en lettere omskrivning af Barack Obamas slogan fra 2008.

Du kan følge konventet her.

God dag!

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.