Man må give manden, at han har ambitioner. Ikke nok med, at han står bag de mest succesfulde elbiler, så vil Elon Musk også skabe en koloni på Mars.
Og det er netop hans projekt for at rejse ud i rummet, der giver Tesla-skaberen problemer i denne omgang.
Elon Musk, administrerende direktør for bilmærket Tesla Motors, er nemlig blevet tilbudt, at han kan bygge en raketaffyringsrampe for sit SpaceX-projekt på den indonesiske ø Biak.
Der er bare ét problem: Øens 112.000 indbyggere er bestemt ikke glade for udsigten til en raketaffyringsrampe.
De mener, at det vil ødelægge øens økosystemer og potentielt kan betyde, at folk er nødt til at flytte fra deres hjem.
Det er Indonesiens præsident Joko Widodo, der har tilbudt, at Elon Musk kan bruge øen. Ambitionen fra præsidentens side er, at Indonesien i samarbejde med SpaceX skal udvikle en rumhavn, der skal gøre Biak til en førende »rum-ø«, hvilket vil »medføre positive økonomiske virkninger« for øboere ifølge præsidenten.
»Denne rumhavn koster os vores traditionelle jagtarealer og beskadiger den natur, vores livsstil afhænger af. Men hvis vi protesterer, bliver vi straks arresteret,« siger en lokal stammehøvding på øen Manfun Sroyer til The Guardian.
Det er ikke første gang, at Biak bliver gjort til en »rum-ø«. Rusland luftede allerede i 2002 tanken om, at udvikle et stort raketaffyringsrampe på Biak inden 2024. Allerede dengang kæmpede mange indbyggere for, at planerne skulle droppes.
Flere miljøorganisationer er også imod rumplanerne, som de mener vil skade Biaks unikke økosystemer og natur.
SpaceX og Elon Musk har ikke svaret på kritikken fra indbyggerne, men den lokale provinsregering oplyser, at de fortsætter planerne og »fortsat vil samarbejde med de lokale på øen«.