Bernie Sanders har et problem: Elizabeth Warren.
Selv om hun ikke står til at vinde én eneste af de 14 delstater, som stemmer på Super Tuesday, har Elizabeth Warren svoret, at hun bliver i ræset om Demokraternes nominering helt frem til partiets konvent til sommer – og det kan gå ud over Bernie Sanders’ stemmer. Men hvorfor trækker hun sig ikke?
Muligvis fordi hun ikke har tænkt sig at vinde partiets nominering med delegerede alligevel. Det skriver Politico efter at have talt med flere af hendes rådgivere og tætte allierede.
Det kræver 1.991 af i alt 3.979 delegerede at vinde den demokratiske nominering. På Super Tuesday fordeler amerikanerne knap en tredjedel – 1.357 – af de delegerede på tværs af 14 delstater.
Men som Berlingske tidligere har beskrevet, er sandsynligheden for, at ingen af kandidaterne vinder flertallet, pludselig blevet større. Og det kan Elizabeth Warren drage nytte af. Hvis ingen af kandidaterne får det nødvendige flertal, afholder konventet en anden afstemning, hvor over 750 superdelegerede også stemmer.
De kan frit beslutte sig for at støtte en hvilken som helst kandidat ved nomineringen af partiets præsidentkandidat på konventet. Og sådan kan Elizabeth Warren altså fortsat være i spil til titlen som Donald Trumps næste udfordrer.
Det er dog usandsynligt, at hun vinder nomineringen. Der er aldrig nogen, der har vundet sit partis nominering – hverken hos Demokraterne eller Republikanerne – uden at have været nummer et eller to i primærvalgene i Iowa eller New Hampshire, skriver Politico.
Men eftersom det heller ikke lykkedes Joe Biden at få hverken første- eller andenpladsen i de to delstater, kan det ændre sig i år. En rundspørge foretaget af The New York Times blandt Demokraternes tillidsfolk og 93 superdelegerede har vist, at der i partiet er overvældende modstand mod at give nomineringen til Bernie Sanders, selv om han var frontløber i både New Hampshire og Iowa.
Ny styrke til Biden
I løbet af weekenden vandt Joe Biden stort i delstaten South Carolina, især med støtte fra sorte vælgere. Det har pludselig givet ham fornyet styrke forud for Super Tuesday, selv om han inden da var så godt som dømt ude.
Mandag erklærede tre tidligere demokratiske kandidater, Pete Buttigieg, Amy Klobuchar og Beto O'Rourke, deres støtte til Joe Biden efter selv at have trukket sig fra ræset om partiets nominering. Det betyder, at Biden pludselig har halet væsentligt ind på Bernie Sanders.
Men Elizabeth Warren håber alligevel, at nogle af de tidligere præsidentkandidaters stemmer nu vil tilfalde hende – både på Super Tuesday og efterfølgende. Både i Californien, Michigan, Colorado og Washington tror hendes rådgivere på, at hun kan klare sig godt,selv om hun formentlig ikke kommer til at vinde nogle af delstaterne.
Amy Klobuchars vælgere er for eksempel ikke udelt begejstrede for Joe Biden, selv om hun nu har smidt sin støtte bag ham.
En meningsmåling fra januar foretaget af Quinnipiac University viste, at 22 procent af hendes vælgere ville sætte kryds ved Joe Biden, hvis de ikke kunne stemme på hende. De fleste ville dog vælge Buttigieg som et alternativ.
Han har nu også forladt ræset og givet sin opbakning til Joe Biden. Men hans vælgere er mindre begejstrede for Joe Biden, end Amy Klobuchars er:
26 procent af dem ville stemme på Elizabeth Warren, hvis de ikke kunne stemme på Buttigieg, viste meningsmålingen fra januar ifølge The Washington Post.
Til sammenligning ville 33 procent af Elizabeth Warrens vælgere gå til Bernie Sanders, hvis hun trak sig fra kapløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat, viste en meningsmåling i februar. Det kunne altså hjælpe den selverklærede socialist Bernie Sanders betydeligt, hvis hun trak sig.