Eksperter drøfter om virus udgør international sundhedsrisiko

Ukendt virus har kostet 17 kinesere livet, og nu drøfter eksperter, om der skal iværksættes særlige tiltag.

epa08149874 Travellers wear masks in the arrival hall of the Hong Kong International Airport in Hong Kong, China, 22 January 2020. China confirmed 440 cases of Wuhan pneumonia with nine deaths, according to the National Health Commission on a press conference. The respiratory virus was first detected in Wuhan, China, and can be passed between humans. So far it has spread to the USA, Thailand, South Korea, Japan and Taiwan. EPA/JEROME FAVRE Fold sammen
Læs mere
Foto: JEROME FAVRE

16 eksperter fra Verdenssundhedsorganisationen WHO holder onsdag møde om et nyt coronavirus, der har kostet adskillige mennesker livet.

Onsdag eftermiddag er dødstallet i Kina steget til 17 personer, oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Der er også bekræftet tilfælde af virusset i Thailand, Sydkorea, Japan, Taiwan og USA.

I alle tilfælde er der tale om personer, som har været i den kinesiske millionby Wuhan, der anses for arnestedet for den ukendte virus.

Der er tale om et hasteindkaldt møde, der holdes bag lukkede døre i hovedkvarteret i Geneve.

Eksperterne skal tage stilling til, hvorvidt virusset udgør en såkaldt international sundhedskrise.

Begrebet dækker over »en ekstraordinær begivenhed, som udgør en folkesundhedsrisiko i andre lande gennem international spredning af sygdommen, og som potentielt kræver et koordineret internationalt svar.«

Det kan eksempelvis være rejserestriktioner eller screening af passagerer i lufthavne.

I flere lande verden over er man begyndt at screene passagerer fra Wuhan.

Det gælder blandt andet i USA, Australien, Japan, Thailand, Singapore og Sydkorea.

Herhjemme er der ikke indført screening af passagerer. Det skyldes, at der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke er dokumentation for, at det kan hindre spredning af smitte.

Sundhedsstyrelsen anbefaler heller ikke, at der indføres rejserestriktioner til de lande, hvor der har været tilfælde af det nye virus.

»Hvis man skal rejse til lande, der er berørt, vil vi råde til, at man orienterer sig og følger de lokale myndigheders anvisninger samt følger de generelle råd for god håndhygiejne for at beskytte sig, for eksempel hyppig håndvask og undgår kontakt til syge personer,« siger læge Ane Just Ohrt, Sundhedsstyrelsen, til styrelsens hjemmeside.

Der er ikke nogen direkte flyruter mellem Danmark og Wuhan.

SAS flyver til andre destinationer i Kina, men har på nuværende tidspunkt ikke truffet særlige forholdsregler.

»Vi holder nøje øje med situationen og følger myndighedernes anbefalinger,« lyder det fra pressevagten i SAS.

Når WHO's eksperter har holdt møde, ventes der at blive indkaldt til et pressemøde onsdag aften.

/ritzau/