Tirsdag aften måtte den britiske premierminister, Boris Johnson, igen indkalde til et hastemøde med sine toprådgivere. Han skulle høre deres råd, for selvom han den seneste måned har præsenteret den ene skærpelse efter den anden i form af restriktioner, vokser antallet af nye coronasmittede hver dag stadig til nye højder.
Alene i løbet af den seneste uge har han skærpet restriktionerne to gange. Onsdag kommer han formentlig til at gøre det igen, skriver The Independent.
Mellem mandag og tirsdag blev der nemlig registreret 53.135 nye smittetilfælde i landet, godt 12.000 flere end dagen forinden. På hospitalerne er der flere indlagte, end der nogensinde hidtil har været i pandemien. Og rundt omkring i verden spreder den nye og ekstra smitsomme britiske mutation af virussen sig stadig.
Storbritannien bliver nødt til at lukke ned igen. Sådan lyder det fra en række eksperter, som har udtalt sig til The Guardian. Det er nødvendigt med en total nedlukning, også af skolerne, hvis Storbritannien skal undgå titusindvis af nye dødsfald, skriver avisen.
»Det uhyggelige er, at det vil forværres,« siger Christina Pagel, der sidder i ekspertgruppen, til The Guardian:
»Der er brug for handling nu, hvis vi skal undgå sundhedsvæsenets kollaps inden for et par uger. Så alvorligt er det.«
Fra tre trin til fem?
Den britiske regering havde allerede installeret et tretrinssystem i kampen mod covid-19. De områder, hvor smitten var værst, blev således placeret på det såkaldte »niveau tre« og måtte leve med flest restriktioner mod virussen. De områder, hvor antallet af smittetilfælde var lavest, var på »niveau et«.
Men efterhånden som smitten spredte sig mere og mere i Storbritannien i løbet af november og december, måtte regeringen tage hårdere metoder i brug. I stedet for at indføre en fuld nedlukning af landet tilføjede de derfor endnu et trin til systemet. London gik i »niveau fire«, og byboerne måtte nu ikke se nogen, de ikke delte husstand med.
Nu overvejer regeringen ifølge The Independent at tilføje et uofficielt »niveau fem«: I de områder, hvor smitten er værst, vil der blive indført et reelt udgangsforbud i stil med det, der blev vedtaget under forårets totale nedlukning af landet.
At indføre restriktioner som dem, landet var underlagt i foråret, kan blive nødvendigt, mener professor Andrew Hayward, som rådgiver regeringen i forhold til håndteringen af covid-19.
»Vi er på vej ind i en ny og farlig fase af pandemien, og vi har brug for klar, tidlig og landsdækkende handling, hvis vi skal forhindre en katastrofe i januar og februar,« siger han til The Independent.
»En 50 procents forøgelse af smittespredningen betyder, at restriktioner, som har virket tidligere, ikke gør det længere, og derfor er det formentlig nødvendigt med niveau fire eller endnu højere.«