Storbritannien har tirsdag sat ny smitterekord.
I løbet af de seneste 24 timer er der registreret 53.135 nye tilfælde af coronasmitte. Det er det hidtil højeste i år.
Dagen inden var antallet af nye smittetilfælde lidt over 41.000.
Det meddeler det britiske sundhedsministerium.
Samtidig er der en udbredt bekymring for, at presset på hospitalerne i især England er ved at være for voldsomt.
De ansatte på hospitalerne er presset "til bristepunktet", siger Samantha Batt-Rawden, der er intensivlæge og formand for den britiske lægeforening.
»Vi er strakt til det yderste,« skriver hun på Twitter.
Ansatte i sundhedsvæsnet "er ikke blevet prioriteret til at få en vaccine og bliver syge i hobetal med den nye variant", skriver Samantha Batt-Rawden videre.
»I dag fandt vi ud af, at vi har flere patienter med covid på hospitalerne end nogensinde før i England. Dette er ikke en øvelse. Vær søde at tro på os.«
Tal fra sygehusene viste mandag, at der er over 20.000 covid-patienter indlagt på hospitalerne alene i England.
Det er flere end i den værste periode i april, hvor der var knap 19.000 patienter indlagt på de engelske hospitaler.
Eksperter mener, at det er den nye variant af coronavirus, der især har bredt sig i det sydøstlige England, der er skyld i det stigende antal indlæggelser.
Regeringen er under pres for at indføre flere tiltag, der kan bremse for smitten. Blandt andet er der forslag om at vente med at sende børnene tilbage i skole efter juleferien.
Sundhedsminister Matt Hancock ventes onsdag at meddele Underhuset, om der er brug for yderligere tiltag.
I forvejen er der indført strenge restriktioner i de dele af landet, der er hårdest ramt. Det gælder blandt andet det sydøstlige England, der også omfatter hovedstaden London.
Over 24 millioner mennesker lever i områder, hvor de strengeste tiltag er i kraft. Her er barer, restauranter, fitnesscentre og andre ikke-nødvendige forretninger og butikker lukket.
Antallet af døde med corona lyder tirsdag på 414, som alle er blevet testet positive inden for de seneste fire uger.
Dermed er i alt 71.567 mennesker døde med coronavirus i Storbritannien, der har et indbyggertal på cirka 66 millioner mennesker, heraf cirka 56 millioner i England.
/ritzau/AFP