Efter drama om SS-kommentarer i Dansk Folkepartis gruppe: Spidskandidat indstiller sin valgkamp
Der er opstået splittelse i Dansk Folkepartis europæiske gruppe. Nu indstiller tysk kandidat sin valgkamp – men forbliver umiddelbart spidskandidat.

Der er opstået splittelse i Dansk Folkepartis europæiske gruppe. Nu indstiller tysk kandidat sin valgkamp – men forbliver umiddelbart spidskandidat.

Spidskandidaten til Europa-Parlamentsvalget for det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD) indstiller nu sin valgkamp.
Det sker, efter Dansk Folkeparti og franske Rassemblement National har sagt, at de ikke længere vil sidde i europæisk partigruppe med ham.
AfDs spidskandidat, Maximilian Krah, er kommet i stormvejr, efter at han har udtalt sig kontroversielt om SS-soldater.
»Jeg vil aldrig sige, at enhver mand iført en SS-uniform automatisk var en kriminel,« sagde Krah for nylig til det italienske dagblad La Repubblica.
Dansk Folkepartis spidskandidat, Anders Vistisen, har kaldt det »en hovedløs udtalelse« i et interview til Berlingske.
På X skriver Krah nu, at hans udtalelser »er blevet misbrugt« til at skade partiet.
Han siger dog også, at han nu ikke vil holde flere vælgermøder og deltage i flere valgarrangementer. Han forlader samtidig AfDs bestyrelse.
Umiddelbart fortsætter han dog som spidskandidat for AfD.
Derfor er problemet altså ikke nødvendigvis løst for Dansk Folkeparti, Rassemblement National og hele den europæiske højrefløjsgruppe Identitet og Demokrati (ID), som er havnet i en intern splid.
ID består af 12 partier fra Europas yderste højrefløj. Gruppen står til et historisk godt valg – målinger sender dem op som den tredje- eller fjerdestørste gruppe ved det forestående europaparlamentsvalg.
Men nu er der altså opstået ballade.
AfDs spidskandidat, Maximilian Krah, har en stor følgerskare på TikTok. Her lagde han for nylig en video op, hvor han sagde, at unge tyskere skal være stolte af deres forfædre.
»Vores forfædre var ikke kriminelle,« hed videoen.
Det var den video, som det italienske dagblad La Repubblica spurgte ind til. Krah svarede, at ikke alle SS-folk kan betegnes som kriminelle.
»Det kommer an på, hvad du gjorde,« sagde han.
Kommentarerne har fået det allerede anstrengte forhold mellem Marine Le Pens Rassemblement National og tyske AfD til nu at nå bristepunktet.
»Vi vil ikke længere sidde med dem i den næste valgperiode,« siger Alexandre Loubet, der er kampagnechef for Rassemblement Nationals spidskandidat, til den franske avis Libération. Kort efter bakkede Dansk Folkeparti altså op.
Forholdet mellem Rassemblement National og AfD var allerede anstrengt, efter at medlemmer af AfD i 2023 holdt et møde, hvor medlemmer af AfD talte for »remigration« – ideen om, at udlændinge, der ikke var assimileret, skulle sendes ud af Tyskland og tilbage til deres hjemlande, selvom de har opholdstilladelse eller tysk statsborgerskab.
Diskussionen fik Le Pen til at distancere sig fra AfD.