Dystre amerikanske tal: Levealderen falder pludselig drastisk

Ikke siden Anden Verdenskrig er den forventede amerikanske levealder faldet så pludseligt. Tallene viser, at landets sorte og latinamerikanske befolkning er blevet klart hårdest ramt af covid-19.

 
Præsident Joe Biden fremlægger sin stimulusplan, der kunne sikre 1.400 dollar til amerikanere samt andre støtte muligheder. Han har endnu ikke kunne få den igennem Kongressen. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Sarah Sander. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Den forventede levealder for amerikanerne faldt i det første halvår af 2020 med ét helt år – det største fald siden Anden Verdenskrig.

Før covid-19-udbruddet kunne amerikanerne forvente i gennemsnit at blive 78,8 år. Det er nu faldet til 77,8 år, skriver nyhedsbureauet AP.

»Det er et enormt fald,« siger Robert Anderson, som er ansvarlig for at udregne tallene hos den amerikanske sundhedsmyndighed CDC.

»Man skal tilbage til 1940erne for at finde noget tilsvarende.«

Se udviklingen i nye daglige dødsfald i USA her.

Faldet skyldes i høj grad de knap 500.000 amerikanere, som er døde som følge af covid-19. Men forklaringen skal også findes i, at et overbelastet sundhedsvæsen har øget risikoen for at dø med kræft, hjertefejl og andre sygdomme.

»Det, der er virkelig slående, er, at tallene kun dækker over første halvdel af året. Jeg forventer, at tallene kun bliver værre,« siger sundhedsforskeren Kirsten Bibbins-Domingo fra University of California til AP.

Den forventede levealder har taget det største dyk blandt USAs minoritetsbefolkning. Den er faldet med 2,7 år for sorte amerikanere og med 1,9 år for hispanics, mens hvide amerikanere har set levealderen falde med 0,8 år.

Det skyldes, at minoritetsbefolkningen oftere arbejder i lavtlønnede »frontlinje-job« og bor tættere. Desuden lider de oftere af andre livsstilssygdomme, som øger risikoen for at dø af covid-19.

Forskerne forventer, at den forventede levealder igen vil stige i takt med, at flere bliver vaccineret.

Præsident Joe Biden forventer, at alle, der vil have en vaccine, kan få den inden juli.

Lignende tal fra Danmark viser, at coronapandemien ikke synes at påvirke danskernes middellevetid. Den er nu 79,5 år for mænd og 83,6 år for kvinder, hvilket er 0,2 og 0,4 år mere end sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik ifølge Ritzau.