Dykkere opdager nazivrag på bunden af Østersøen: Er gåden om den forsvundne skat endelig løst?

Mysteriet har plaget historikere og skattejægere i årtier. Nu mener polske dykkere, at de har fundet en af det russiske kejserriges tabte skatte, det overdådige ravkammer, på bunden af Østersøen. Det er dog ikke første gang, at skattejægere hævder at have løst gåden.

Polske dykkere har fundet vraget af et tysk fragtskib på bunden af Østersøen. De håber, at vraget kan kaste lys over en årtier gammel gåde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Baltictech/Reuters/Ritzau Scanpix

Et hidtil ukendt vrag er dukket op på bunden af Østersøen, og nu håber en gruppe polske dykkere, at lasten kan kaste lys over et af Anden Verdenskrigs store mysterier.

Dykkerne mener, at vraget kan gemme en af de største skatte, der blev taget som krigsbytte af tyske tropper, nemlig det forsvundne ravkammer. Det består af guldudsmykkede og ekstremt værdifulde ravpaneler, der blev plyndret fra Katharinapaladset syd for det nuværende Skt. Petersborg.

Skatten blev sidst set i det daværende Königsberg, i dag Kaliningrad, i 1945. Siden har dets skæbne været genstand for talrige spekulationer.

En rekonstruktion af de udsmykkede ravpaneler hænger i dag på Katharinaslottet i Tsarskoje Selo uden for Skt. Petersborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anatoly Maltsev/EPA/Ritzau Scanpix.

Nu siger de polske dykkere, at de har lokaliseret og udforsket vraget af det tyske fragtskib »Karlsruhe«, der forlod Königsberg med en tung last i krigens sidste fase. Ifølge polske historikere kan skibet have været brugt til at transportere ravskatten.

»Vi har ledt efter vraget siden sidste år, da det gik op for os, at den mest interessante, uopdagede historie kunne ligge på bunden af Østersøen,« siger en af dykkerne, Tomasz Stachura, til Reuters.

Uåbnede kasser

Trods de mange år på havets bund er vraget »næsten intakt«, lyder det fra dykkerne fra gruppen Baltictech. De fortæller, at de har fundet flere militærkøretøjer, porcelæn og tunge kasser, som de endnu ikke har haft mulighed for at åbne.

Fragtskibet tog del i Operation Hannibal, der skulle evakuere tyske tropper og civile fra Østpreussen. Det blev siden ramt og sænket af bomber fra sovjetiske krigsfly.

De polske dykkere har fundet både køretøjer og uåbnede kasser i vraget, der ifølge dykkerne er »næsten intakt«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Baltictech/Reuters/Ritzau Scanpix.

Ravkammeret, der blev omtalt som »verdens ottende vidunder«, faldt i tyske hænder, efter at Nazityskland i 1941 angreb Sovjetunionen og besatte området omkring Katharinapaladset i byen Tsarskoje Selo.

De tyske soldater pakkede ravskatten ned og sendte den til slottet i Königsberg, hvor den blev udstillet. Efter et britisk bombeangreb blev den skjult i kælderen under slottet. Den er ikke set siden 1945.

Ravpanelerne blev oprindeligt givet som gave til den russiske zar af kong Frederik Vilhelm 1. af Preussen tilbage i 1716. Blandt andre den danske ravskærer Gottfried Wolfram deltog i fremstillingen af værket.

Snart vil dykkerne forsøge at undersøge kasserne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Baltictech/Reuters/Ritzau Scanpix.

Kammeret med de mange ædelstene menes at have en værdi på mere end en milliard kroner.

Det er dog ikke første gang, at skattejægere hævder at være på nippet til at løse gåden. Blandt andet har historikere ment, at ravkammeret gemte sig i et tog, der blev begravet af nazisterne i de sidste dage af Anden Verdenskrig. Toget er dog aldrig fundet, og andre historikere tvivler på, at det overhovedet eksisterer.

Andre mener, at skatten sandsynligvis blev knust i ruinerne af slottet i Königsberg, selvom udgravninger indtil videre ikke har fundet spor af ravkammeret.

I 2016 var en polsk skattejæger »nærmest sikker på,« at han havde fundet ravkammeret i en stor bunker dybt inde i det nordøstlige Polen. Det havde han ikke.