Dronningen har hasteindkaldt til krisemøde: Er nervøs for et giftigt TV-interview

Prins Philip er vred, og det britiske kongehus frygter et TV-interview. I dag skal prins Harry for første gang stå over for sin familie efter den overraskende nyhed om, at han træder et skridt tilbage.

På det idylliske gods Sandringham House kan det i dag komme til at slå gnister. For dronningen har indkaldt til et usædvanligt familiemøde i det østlige England.

Der er dyb krise i det britiske kongehus, idet prins Harry og hertuginde Meghan har besluttet at træde et skridt – eller flere – tilbage i Kongehuset. Det forlyder, at dronning Elizabeth er nervøs for, at et eksplosivt interview kan komme til at forårsage uoprettelig skade på den royale familie. Det er blot ét af de emner, som skal diskuteres på dagens sprængfarlige møde.