»Don’t be a dick, ok?«: Hillary Clinton håner Trump med opdigtet brev

Hillary Clinton har opdigtet et brev, som skulle forestille at være sendt under Cubakrisen. Det skal gøre nar af Donald Trumps brev til Erdogan.

FILES-US-POLITICS-CUBA-CLINTON
På sin Twitter-profil retter demokraten Hillary Clinton ofte hård kritik mod præsident Donald Trump. Fold sammen
Læs mere
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

I sidste uge trak det overskrifter, da USAs præsidents, Donald Trumps, usædvanlige brev til Tyrkiets præsident, Erdogan, kom frem i lyset:

Det lignede ikke den slags breve, som præsidenter normalt sender til hinanden. »Du skal ikke være en tough guy. Du skal ikke være et fjols,« skrev Trump i det atypiske brev, som opfordrede Erdogan til ikke at indlede en militæroffensiv mod kurdiske styrker i det nordlige Syrien.

I brevet truede Trump med at »smadre« Tyrkiets økonomi, men alligevel indledte Erdogan sin invasion. Analytikere og Trump-modstandere rystede på hovedet over brevet, som blev kaldt useriøst og amatøragtigt.

Nu gør Hillary Clinton, som tabte præsidentvalget i 2016 til Trump, tykt nar af præsidentens brev. Søndag publicerede hun et opdigtet brev på sin Twitter-profil med teksten »fundet i arkiverne«.

Brevet er dateret 16. oktober 1962 og skal forestille en besked fra John F. Kennedy til Sovjetunionens daværende leder, Nikita Khrusjtjov, og skal forestille at være sendt under Cubakrisen.

»Kære premier Khrusjtjov,«

»Don’t be a dick, ok? Få dine missiler ud af Cuba,« står der i det falske brev.

»Alle ville sige: »Yay! Khrusjtjov! Du er den bedste!« Men hvis ikke du gør det, vil alle tænke »sikke et røvhul«,« står der videre i det opdigtede brev.

Trump har ikke svaret på Hillary Clintons hån.

Præsident Trumps brev til Erdogan blev sendt 9. oktober og blev først offentliggjort af Fox News et par dage efter. Senere bekræftede Det Hvide Hus, at brevet er ægte.

Kilder i det tyrkiske præsidentkontor har fortalt til BBC, at Erdogan smed Trumps brev i skraldespanden, efter at han modtog det.