Dette billede af Trump har fået USAs religiøse overhoveder op i det røde felt

Overhoveder i det kirkelige USA mener, at den amerikanske præsident opildner til vold efter en episode under optøjerne i kølvandet på George Floyds død.

Biskopper i USA kritiserer i stærke vendinger præsident Donald Trump for at posere med en bibel under urolighederne, der er opstået i kølvandet på en politibetjents angivelige drab på en afroamerikaner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Mens områder i et væld af amerikanske storbyer står i lys lue under de voldsomme protester, der er udløst af den anholdelse, som fik fatale konsekvenser for den sorte 46-årige George Floyd, kommer den amerikanske gejstlighed med en kras kritik af præsidenten.

Biskoppen for hovedstaden Washington, D.C.s episkopale kirke er »rasende« og oprørt, efter at præsident Donald Trump poserede med en bibel i hånden for fotografer foran St. John's-kirken, der ligger tæt på Det Hvide Hus.

Forud havde Trump holdt en tale i Det Hvide Hus' rosenhave, og han gik derefter over gaden for at aflægge visit ved kirken. For at bane vej for præsidenten brugte politiet ifølge flere medier tåregas mod demonstranter på gaden.

»Jeg er biskop ved bispedømmet i Washington, og jeg fik ikke engang et høfligt opkald om, at de ville rydde området med tåregas, så de kunne bruge en af vores kirker som en rekvisit.«

Sådan lyder det fra Mariann Budde, der er biskop i Washington, ifølge The Washington Post.

»Alt, hvad han har sagt og gjort, har været at opildne til vold,« siger hun til avisen.

Den kommentar falder, efter at det sociale medie Twitter, som præsidenten er flittig bruger af, har »markeret« flere af Trumps opslag, blandt andet for at opildne til vold.

I en skriftlig erklæring beskyldte biskop Michael Curry, der er overhoved for det episkopale kirkesamfund, Trump for at have brugt »en kirkebygning og den hellige bibel til partipolitiske formål«.

»Dette blev gjort i en tid med dyb sårbarhed og smerte i vores land, og hans handling gjorde intet for at hjælpe os eller for at helbrede os,« skrev han.

George Floyd døde, efter at en betjent, der anholdte ham, havde sit knæ placeret på hans nakke og hals i otte minutter og 46 sekunder ifølge en rekonstruktion lavet af The New York Times.

George Floyd blev anholdt under mistanke for at have købt en pakke cigaretter med en falsk 20-dollarseddel i en butik i byen Minneapolis.

Fire politibetjente er efterfølgende blevet fyret og efterforskes, og én betjent, Derek Chauvin, er sigtet for uagtsomt manddrab.