»Det var fuldstændig ødelæggende for Trump. Det slap han rigtig skidt fra«

I Berlingskes podcast om amerikansk politik, »Kampagnesporet«, er værterne forargede over præsident Trumps opsigtsvækkende interview på Fox News.

 
På Fox News forsvarer Trump sin indsats og hævder, at USAs coronadødelighed er blandt verdens laveste.Video: Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Igennem sin præsidentperiode har Donald Trump medvirket i flere mærkværdige interview.

Men ingen har været så besynderlige og opsigtsvækkende, som det interview med præsidenten, Fox News udsendte søndag, vurderer USA-kenderne i Berlingskes podcast »Kampagnesporet«.

Værterne, David Trads og Mads Fuglede, mener, at interviewet kan ende med at få afgørende betydning for Donald Trumps mulighed for at blive genvalgt til november.

»Det var fuldstændig ødelæggende for Trump. Lad os bare sige det, som det er. Det her interview slap Trump rigtig, rigtig skidt fra,« siger Mads Fuglede blandt andet.

Hør afsnittet her.

Undervejs i interviewet med den respekterede journalist Chris Wallace hævder Donald Trump blandt andet, at USA har den laveste dødelighed under coronapandemien af alle lande i verden. Det passer ikke. Og Chris Wallace gør både præsidenten selv og alle seerne opmærksomme på, at postulatet er usandt.

USA har flere af de seneste dage registreret over 1.000 dødsfald om dagen. USA står i en dybt alvorlig situation, men præsidenten giver vælgerne et indtryk af, at han slet ikke forstår pandemien, siger værterne.

»At han ikke formår at forstå dødstallet for en pandemi, han skal forestille at lede folket igennem. Det er helt, helt vanvittigt. Jeg har ikke ord for, hvor skørt det var at se Trump sejle gennem coronadelen af det interview,« siger Mads Fuglede.

Donald Trump er lige nu langt bagefter i de nationale meningsmålinger – og mere vigtigt – i mange af de svingstater, som kan ende med at afgøre præsidentvalget. Hans kampagnestab bør være dybt bekymret over, at præsidenten ikke formår at udnytte et primetimeinterview bedre, mener podcastens værter.

»Hvis jeg var amerikaner og så det her interview, ville jeg tænke: Nu ved vi, hvorfor det er gået så galt. Det skyldes vores præsident,« siger Mads Fuglede.

Hør alle afsnit af »Kampagnesporet« herunder.

De to USA-eksperter taler i det nye afsnit blandt andet også om, hvor bekymret Donald Trump bør være for de meningsmålinger, der viser, at Joe Biden fører, og at præsidentens popularitet er dalende.