Klokken 22 dansk tid onsdag aften stod NBA-holdet Orlando Magic på banen og ventede. De skulle spille mod Milwaukee Bucks i den første af aftenens tre slutspilskampe, men da kampen blev ringet ind, var banen gabende tom.

Og da spillerne fra Milwaukee Bucks kom ud af omklædningsrummet, havde de end ikke spillerdragterne på. De nægtede at spille, forklarede de, som protest mod ordensmagten i Kenosha i deres hjemstat, Wisconsin, hvor der de seneste dage har været voldsomme protester og uroligheder. 

Inden længe var alle aftenens slutspilskampe aflyst, efterhånden som flere NBA-hold meldte sig i strejken. Og nu har protesterne spredt sig til baseball- og tennisverdenen.

»Når vi går på banen og repræsenterer Milwaukee og Wisconsin, forventes det, at vi spiller på højt niveau – giver alt, hvad vi har, og holder hinanden ansvarlige,« forklarede Milwaukee Bucks-spilleren George Hill, da holdet trådte ud af omklædningsrummet:

»Den standard forsøger vi at leve op til, og nu kræver vi det samme af vores lovgivere og ordensmagt.«

Milwaukee Bucks-spillerne forklarede, at de ønsker retfærdighed for den 29-årige sorte mand, Jacob Blake, som søndag blev skudt syv gange i ryggen af en hvid politibetjent i Kenosha, Wisconsin. Hændelsen blev filmet og har siden sat ild til vrede protester i Kenosha og andre steder i landet.

Ikke længe efter, at alle tre NBA-kampe blev udsat, aflyste også kvindernes basketballliga, WNBA, alle onsdagens kampe, og snart efter fulgte aflysningerne af kampe i baseballligaen, MLB.

Den japanske tennisstjerne, Naomi Osaka, har i samme ombæring trukket sig ud af semifinalekampen i den amerikanske tennisturnering Western and Southern Open. Alle torsdagens kampe i turneringen er efterfølgende blevet udsat.

»Som sort kvinde føler jeg, at der er langt vigtigere forhold, der fortjener vores øjeblikkelige opmærksomhed, end at se mig spille tennis,« forklarede hun via Twitter.

»At se det vedholdende folkemord mod sorte begået af politiet gør mig ærlig talt dårlig,« tilføjede hun.

»Historisk« strejke

Det er ikke første gang, at sportsstjerner tilslutter sig folkelige protester i USA. Siden 2016 har er atleter på tværs af sportsgrene – fodbold, basketball og baseball – i protest mod politivold gået på knæ i stedet for at stå oprejst, mens nationalsangen bliver spillet før kampen. Og det til præsident Donald Trumps store forargelse.

Især i NBA-ligaen har spillerne ikke været blege for at udtale sig politisk om Black Lives Matter, politivold og racisme. Mens store protester har spredt sig tværs over USA i løbet af denne sæson, har spillerne udskiftet deres navne og numre på trøjerne med slagråb fra protesterne:

»Sig deres navne,« »Jeg kan ikke trække vejret,« og »Lyt til os« er nogle af de sætninger, der har været spillertrøjerne.

Især har basketball-stjernen Lebron James ikke været bange for at udtale sig om racediskrimination i USA:

»Jeg ved, at folk er trætte af at høre mig tale om det, men sorte i Amerika er bange,« fortalte han til pressen mandag efter skuddene mod den 29-årige Blake:

»Sorte mænd, sorte kvinder, sorte børn – vi er skrækslagne.«

Spillerstrejken betegnes som historisk, fordi der er tale om hele hold, og ikke bare enkeltpersoner, som nu nægter at spille – og det på tværs af sportsgrene.

Den forhenværende amerikanske præsident Barack Obama har på Twitter rost atleterne for at »sætte et eksempel«.

»Vi har brug for alle samfundsaktører, idet vi skal forsvare vores værdier.«