Det er i forvejen konflikten fra helvede. Nu tvinger den Biden ind i et uløseligt morads

ANALYSE: Joe Biden må erkende, at konflikten mellem israelere og palæstinensere er den politiske pendant til et gammelt John Lennon-citat. USAs præsident er blevet fanget på det uforberedte ben, skriver Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup.

Det er med konflikten i Mellemøsten som med en ubetalt regning. Den forsvinder ikke, selvom man placerer den bagest i skuffen.

Det må USAs præsident, Joe Biden, sande, efter at de seneste dages inferno i Israel og på Gazastriben har fanget ham på det uforberedte ben. Mens raketangrebene og urolighederne er eskaleret, har Det Hvide Hus været lige så tavs som den grav, israelerne og palæstinenserne nu igen må begrave deres døde i.