Der findes to coronahistorier i Sverige: Den optimistiske. Og den de fortæller i Stockholm

Sverige står efterhånden alene i verden med sin tilgang til coronaepidemien. Statsepidemiolog Anders Tegnell ser tegn på, at hans tilgang virker. Det gør de langtfra i Stockholm.

Det svenske forsvar har stået for at omdanne dele af det gigantiske messencenter i Stockholm-forstaden Älvsjö til et felthospital. Jonas Ekstromer/AFP/Ritzau Scanpix

Der findes lige nu to modstridende fortællinger om, hvor hårdt coronavirussen vil ramme Sverige i de kommende uger.

Den positive fortælling står statsepidemiolog Anders Tegnell for at udbrede. Når han læser de nyeste svenske tal for antallet af indlæggelser på intensivafdelingerne, ser han en »positiv udvikling«. Den dystre fortælling blev formidlet på et nyopført felthospital i udkanten af Stockholm.