Dengang ville de til USA på »Titanic«: nu er der næsten ingen tilbage i den bulgarske landsby, der kan udvandre

Bulgarien kæmper med en massiv udvandring, lave fødselstal og en aldrende befolkning. Konsekvensen er, at Bulgarien er verdens hurtigst skrumpende nation. Berlingske har besøgt en af de »døende landsbyer«. Bulgarien kæmper med at finde svar, der for alvor kan vende udviklingen.

»Verdens hurtigst skrumpende nation.« Det er det image, som Bulgarien kæmper med. Flere og flere flytter fra landsbyerne ind til storbyerne – enten i Bulgarien eller i udlandet. Ingen ved rigtigt, hvad der skal til for at vende udviklingen. Dimitar Dilkoff/AFP/Ritzau Scanpix

»Prøv at køre ud til den lille bulgarske landsby Gumoshtnik. De satser vist på at puste liv i turismen ved hjælp af Titanics forlis,« lyder rådet i Sofia.

Landsbyen ligger i smukke omgivelser, tæt på byen Troyan ca. tre timers kørsel fra Sofia. Syv af byens indbyggere forsøgte i 1912 at udvandre til USA på den store damper.