Den republikanske borgerkrig har nået et nyt klimaks: »Det sker på det værst tænkelige tidspunkt,« siger analytiker

Med tirsdagens kaotiske scener i Kongressen i USA går Republikanerne »harpunerede« ind i næste års præsidentvalgkamp. Nu skal det splittede parti finde sammen om en ny formand, og vedkommende står over for en svær opgave, vurderer analytiker.

Frustrationen nærmest rungede i Repræsentanternes Hus, da den nyudnævnte konstituerede formand knaldede hammeren i og hævede mødet.

Kort forinden var hans forgænger og partifælle, den republikanske Kevin McCarthy, blevet fældet af sine egne partifæller i en historisk afstemning, der kostede ham jobbet.

Billedet taler direkte ind i den splittelse, som partiet står i. 

»Den identitetskrise eller borgerkrig, som republikanerne har været i, har nu nået et nyt klimaks,« siger Mads Dalgaard Madsen. 

Han er USA-analytiker og har tidligere arbejdet som rådgiver på den danske ambassade i Washington. 

»Det står tydeligt, at trumpisterne – eller den yderste højrefløj – er villige til at gå hele planken ud og sætte en stopper for partiets handlemuligheder,« siger han.

Og at klimaks skal ske netop nu, er ifølge analytikeren særdeles kritisk.

»Det sker på det værst tænkelige tidspunkt,« siger han.

Uden en valgt formand er lovgivningsapparatet i USA gået fuldstændigt i stå.

»Det er bemærkelsesværdigt, fordi der er 42 dage til, at den amerikanske regering lukker ned, fordi de løber tør for penge,« sige Mads Dalgaard Madsen.

»De skal blive enige om en finanslov inden for halvanden måned. Det skal igennem det her kammer for at blive vedtaget,« tilføjer analytikeren.

Trump, aliens eller Kardashians?

Idémanden til afstemningen er republikaneren Matt Gaetz, der modsat Kevin McCarty hører til på den yderste højrefløj.

Det lykkedes Gaetz – til manges overraskelse – at få flere partimedlemmer med på ideen.

216 medlemmer – heriblandt otte republikanere og samtlige demokrater – stemte for at vælte McCarthy, mens 210 stemte imod.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters mødes republikanerne på tirsdag i næste uge for at diskutere, hvem der skal blive ny formand.

I den forbindelse er flere navne dukket op. Blandt andre den tidligere republikanske præsident Donald Trump.

Historisk set har kammeret altid peget på en politisk valgt som dets formand, men det er ikke et krav i den amerikanske forfatning. 

»Det vil ikke overraske mig, hvis han bliver nomineret, men jeg kan ikke forestille mig, at han kan vinde flertal,« siger han.

Der sker dog ifølge Mads Dalgaard Madsen »de vildeste ting« i USA, og derfor vil han ikke udelukke noget.

»Det er lige før, at jeg ikke vil blive overrasket, hvis en alien eller Kim Kardashian bliver valgt,« sige han.

Peger på to favoritter

Det er selvsagt svært at spå om fremtiden, men Mads Dalgaard Madsen kommer med et kvalificeret bud på en mulig aftager til posten.

Ifølge ham er to personer realistiske:

Den første er Steve Scalise, der lige nu er Republikanernes næstkommanderende i Repræsentanternes Hus. 

»Hans fordel er, at de fleste republikanere kan blive enige om, at de ikke har noget imod ham. Det er nok den bedste måde at finde en formand på nu om dage,« siger analytikeren.

Den anden er Jim Jorden, der er formand for retsudvalget og tæt på Donald Trump.

»Han kommer ud af højrefløjen, og Matt Gaetz har tidligere kaldt ham mentor. Han er dog blevet lidt mere moderat, efter at han blev udpeget til prominente komiteer,« siger Mads Dalgaard Madsen.

Lige meget hvem pilen i sidste ende peger på, står de over for en svær opgave. Partiet skal samles, påpeger analytikeren.

På vej ind i et valgår

Med den kaotiske afstemning, der udspillede sig i går, har Republikanerne spillet Demokraterne et godt kort på hånden, når der til næste år skal findes en ny præsident i USA.

»Republikanerne går ind i valgkampen fuldstændig harpuneret med en manglende evne til at bevise, at de kan gennemføre deres politiske prioriteter. Det er et parti i krise, som ser ud til at åbne for det næste kapitel i borgerkrigen mellem populisterne og den traditionelle moderate fløj,« siger Mads Dalgaard Madsen.

Striden risikerer, at folde sig ud over valgkampen, og spørgsmålet er, om det kommer til at skyde Republikanerne så meget i foden, at de taber.

»Det kan man godt forestille sig. Det er et republikansk parti, der igen bekræfter, at det står i en identitetskrise og ikke ved, hvad de vil,« siger USA-analytikeren.