En række oprørske republikanske politikere har smidt formanden for Repræsentanternes Hus Kevin McCarthy på porten.
Det er uklart, hvem der bliver hans efterfølger, men der er flere muligheder.
* Steve Scalise er republikanernes næstkommanderende i Repræsentanternes Hus. Matt Gaetz, der stod bag oprøret mod Kevin McCarthy, har udtalt, at han vil støtte Scalise.
* Tom Emmer stod bag republikanernes valgkamp ved midtvejsvalget i 2022, hvor partiet generobrede magten i kammeret. Han er desuden partiets indpisker.
* Jim Jordan er formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus og en af den tidligere præsident Donald Trumps tætte forbundsfæller. Jordan blev også nævnt som en mulig formand under afstemningen i januar, hvor McCarthy blev valgt. Han fik dog kun 20 stemmer ved en afstemningsrunde.
* Byron Donalds anses som en af det Republikanske Partis største politiske talenter. Han fik lige som Jordan også 20 stemmer under en afstemningsrunde i januar.
* Patrick McHenry er blevet konstitueret formand efter afskedigelsen af McCarthy. Før tirsdagens afstemning bakkede han op om den nu forhenværende formand.
* Donald Trump er også et bud på en ny formand for Repræsentanternes Hus. Historisk set har kammeret altid peget på en politisk valgt som dets formand, men det er ikke et krav i den amerikanske forfatning. Flere af ekspræsidentens tilhængere har udtalt sig positivt om at sende formandskabet Trumps vej, men han har selv tidligere sagt, at han ikke er interesseret.
* Hakeem Jeffries er leder for Demokraternes mindretal i Repræsentanternes Hus og fik rent faktisk oprindeligt flere stemmer end McCarthy ved valget i januar. Det blev dog ikke nok til, at han kunne sætte sig på posten, hvorfor afstemningen måtte ud i flere runder, før McCarthy sikrede et flertal.
* Kevin McCarthy har afvist, at han kunne finde på at genopstille.
/ritzau/Reuters