Den »moderne« kronprins var Vestens bedste ven – men så blev han anklaget for at have bestilt et mord

Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, blev rost for at ville åbne det lukkede og ultrakonservative kongedømme og gøre op med landets rolle som sponsor for terrorisme. Kan anklager om et bestilt mord i Istanbul nu koste »den moderne reformator« venskabet med Vesten?

Den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman er også kendt under forkortelsen MbS. Francois Mori

For få måneder siden prydede Mohammed bin Salmans smilende ansigt alle de internationale forsider. Saudi-Arabiens unge kronprins havde nemlig en plan, som ville glæde Vesten, men som han havde brug for lidt hjælp fra gode venner til at realisere:

Slut skulle være de tider, hvor Saudi-Arabien var kendt som eksportør af olie, terrorisme og religiøs fanatisme. Med 33-årige bin Salman, også kendt som MbS, ved roret ville det lukkede islamiske kongerige forvandle sig til en åben, moderne, højteknologisk stat med amerikanske film i biograferne og kvinder bag rattet i bilerne.