De første Iowa-resultater ventes klar om få timer

Problemer med en ny valgapp er skyld i forsinkelsen, siger demokrater i Iowa. Nevada fravælger appen.

 
Videoen opsummerer alt, hvad der er sket i Iowa før, at der er fundet en vinder i delstaten. Kreditering: CNN, Reuters/Ritzau Fold sammen
Læs mere

Demokraterne vil fremlægge over halvdelen af de forsinkede resultater fra det såkaldte caucusvalg i den amerikanske delstat Iowa.

Det vil ske klokken 16.00 lokal tid (23.00 dansk tid). Det har Det Demokratiske Parti i Iowa oplyst til de forskellige demokratiske kandidaters kampagnestabe.

17 timer efter, at vælgerne i Iowa stimlede sammen til caucusvalg - på dansk vælgermøder eller forsamlingshusvalg - er der stadig ikke et officielt resultat.

Vælgerne skal pege på, hvem de foretrækker som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Den person, der i sidste ende bliver nomineret, skal udfordre den nuværende præsident, Donald Trump, ved valget i november.

På Twitter har Trump tirsdag haft travlt med at skyde den ene salve efter den anden mod Demokraterne på grund af deres valgkaos i Iowa.

»Det demokratiske caucus er en komplet katastrofe. Intet fungerer, på samme måde som da de ledede landet,« skriver præsidenten.

»Det Demokratiske Parti i Iowa har virkelig lavet rod i den, men det har Det Republikanske Parti ikke,« skriver Trump senere og fremhæver sin egen valgsejr i Iowa på 97 procent af stemmerne.

To republikanske senatorer – Joe Walsh og Bill Weld – stillede op imod Trump i det republikanske caucusvalg, men fik kun lidt over én procent af stemmerne hver.

På forhånd havde kommentatorer vurderet deres chancer til at være rundt regnet nul.

Demokraterne i Iowa har forklaret, at det er problemer med en ny app, der er skyld i den pinlige start på den demokratiske primærvalgsæson.

I delstaten Nevada har Det Demokratiske Parti meddelt, at den samme app ikke vil være i brug, når delstatens demokratiske vælgere stemmer den 22. februar.

Mens Demokraterne venter på et resultat, er flere af kandidaterne rejst videre fra Iowa til New Hampshire.

Her skal det næste primærvalg finde sted 11. februar.

/ritzau/Reuters