Texas er kendt for deres vejr. Deres varme vejr. Netop den varme kunne de godt bruge lidt af nu.

For det er ikke kun herhjemme, at snevejret for alvor har ramt. Den normalt solbeskinnede stat Texas oplever i disse dage en hidtil uset mængde sne, da en snestorm breder sig over USA.

Indtil videre er 25 stater og mere end 150 millioner amerikanere påvirket af snestormene, oplyser de amerikanske myndigheder, hvor helt ned til minus 20 grader er målt.

Ifølge USAs nationale vejrtjeneste, NWS, skyldes de kolde temperaturer et »arktisk udbrud«.

Udbruddet betyder, at Texas flere steder har målt temperaturer på mellem minus 20 og minus ti grader, hvor der normalt på denne tid af året ville være omkring 15 grader.

Heste i Austin i Texas er pakket godt ind, efter at store mængder sne har ramt staten.
Heste i Austin i Texas er pakket godt ind, efter at store mængder sne har ramt staten. Nell Carroll/American Statesman-Usa Today Net/Ritzau Scanpix

Snestormen i Texas vurderes at være »det vildeste vejr i en generation«. Præsident Joe Biden har derfor også set sig nødsaget til at erklære undtagelsestilstand i Texas, hvor knap 4,5 millioner indbyggere nu er uden strøm.

En af dem er Matt Varble. Han fortæller til The Dallas Morning News, at det er meget koldt i hans hus, efter at elektriciteten flere gange er forsvundet.

»Jeg har boet oppe nord på længe, men jeg har aldrig oplevet noget lignende, da jeg boede i New York, Ohio eller Illinois,« forklarer han til avisen.

Også motorvejene er påvirket af snestormen. Det har indtil videre ført til to dødsulykker på de glatte veje.
Også motorvejene er påvirket af snestormen. Det har indtil videre ført til to dødsulykker på de glatte veje. Ron Jenkins/AFP/Ritzau Scanpix

Selv flere af de store olieplatforme i oliestaten har måttet lukke på grund af de store snemængder, og mere end 6.000 flyafgange er blevet aflyst. Alene søndag blev der ifølge brandvæsenet i Houston anmeldt næsten 120 trafikuheld.

Flere personer har mistet livet. En tiårig dreng mistede livet efter at være faldet i en iskold dam. En 50-årig mand mistede livet, da han gled på isen og slog sit hoved. Torsdag førte en isglat motorvej til, at seks mennesker blev dræbt, da flere end 130 køretøjer forulykkede i en massekollision.

Flere rekorder for laveste målte temperaturer nogensinde er allerede målt i Texas.

Stormen forventes at fortsætte til og med tirsdag, hvor den aftager – for at blive erstattet af isslag, skriver USA Today.

Trods de mange problemer, som snedriverne medfører, er der også de texanere, der nyder at opleve det anderledes vejr.