Danskere i Iran opfordres til at holde sig væk fra optøjer

Udenrigsministeriet beder danskere i Iran om at være forsigtige og holde sig på afstand af demonstrationer.

Danske statsborgere i Iran opfordres til at holde sig væk fra demonstrationer i Tehran såsom denne fredag efter drabet på generalmajor Qassem Soleimani. Atta Kenare/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Europæiske statsborgere i Mellemøsten modtager fredag ændrede rejsevejledninger fra deres ambassader efter USA's angreb og drab på den iranske militærleder Qassem Soleimani i Irak.

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer danskere i Iran til at holde sig væk fra demonstrationer og optøjer i landet.

Samtidig er der lavet en midlertidig rejsevejledning til Irak, som fraråder alle rejser til flere dele af landet samt ikke-nødvendige rejser til stort set resten af Irak.

Sådan skriver Borgerservice på sin hjemmeside:

»Iran har erklæret tre dages national sørgeperiode (3.-6. januar 2020) efter drabet på den iranske general Qassem Soleimani.«

»Demonstrationer og optøjer kan forventes - ikke mindst i forbindelse med fredagsbønnen.«

»Er du i landet, bør du udvise forsigtighed og holde dig på afstand af demonstrationer og større menneskemængder, da de kan udvikle sig voldeligt. Det gælder især i hovedstaden Teheran og andre større byer.«

»Vær opmærksom på, at der kan være uregelmæssigheder i telekommunikation.«

I Irak fraråder Udenrigsministeriet alle rejser til Bagdad-provinsen minus hovedstaden. Her frarådes ikke-nødvendige rejser.

Rejser til seks provinser i Irak frarådes helt. I 11 provinser frarådes ikke-nødvendige rejser. I tre kurdiske provinser opfordres danskere til at være »ekstra forsigtige«.

Også blandt andet Holland har udsendt en ny rejsevejledning for Irak. Det hollandske udenrigsministerium opfordrer hollændere til at forlade Iraks hovedstad, Bagdad, hvor Qassem Soleimani blev dræbt i et amerikansk luftangreb.

»Der er stigende uro og vold i Bagdad og omkring lufthavnen. Situationen er uforudsigelig,« skriver Hollands udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Frankrig har på lige fod med Danmark opfordret statsborgere i Iran til at holde sig i ro.

Den franske ambassade i Irans hovedstad, Teheran, skriver ifølge Reuters:

»Tre dages landesorg er blevet erklæret efter general Soleimanis død. I den forbindelse anbefaler vi franske borgere at blive væk fra enhver offentlig samling og at opføre sig fornuftigt og diskret og at afholde sig fra at tage billeder på offentlige pladser.«

/ritzau/