Dansker venter på orkan i Florida: Hun er et monster

Danske Pia Hovgaard Ellison bor i det vestlige Florida, hvor orkanen Irma ventes at slå hårdt søndag.

Danske Pia Hovgaard Ellison bor i Tampa i Florida, hvor orkanen Irma ventes at ramme hårdt søndag 10. september. Hun er blevet evakueret fra byen og er derfor kørt til et hus cirka 35 kilometer mod øst. Free/Privatfoto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Orkanen Irma er søndag på vej op ad Floridas kyst med retning mod den vestligt liggende by Tampa. Det bekymrer danske Pia Hovgaard Ellison, der til dagligt bor i Tampa, men på grund af orkanen er blevet evakueret.

Hun er nu rykket ind i et hus i Dover, der ligger cirka 35 kilometer længere mod øst.

- Jeg er ikke så bange for vinden, men vi bor i et lavtliggende område, hvor oversvømmelserne kan blive slemme. Det er det allerfarligste ved de her orkaner.

- Derfor har vi valgt at tage ud, siger danskeren, der arbejder som ejendomsmægler.

Hun fortæller, at de i Tampa er blevet tvunget til at blive evakueret, da orkanen her ventes at ramme hårdt.

Derfor kørte hun søndag til huset i Dover, som tilhører nogle af hendes venner, der selv er taget længere nord på grund af orkanen.

I huset bor hun nu midlertidig sammen med flere familiemedlemmer, og de har forberedt sig på flere dage indendørs. De har købt rigeligt med vand, konserves og andre madvarer.

Søndag eftermiddag dansk tid er det begyndt at regne og blæse voldsomt, fortæller hun.

Orkanen, der gik ind over Florida tidligt søndag som en kategori 4 storm, har udløst en af de største evakueringer i USA's historie. Det frygtes, at der vil ske ødelæggelser for milliarder af dollar.

Pia Hovgaard Ellison frygter også, hvad der kommer til at ske, når Irma rammer.

- Hun er et monster. Det er den største i de 15 år, jeg har været her. Min søsters eksmand er født i Florida, og når han begynder at putte tremmer for vinduerne for første gang, så skal det tages seriøst, siger hun.

/ritzau/