I disse dage står det tindrende klart hvilken på én gang dynamisk og livstruende planet, vi lever på.
Fra Den Mexicanske Golf til farvandet øst for Caribien pisker hele tre fuldblods atlanterhavsorkaner aktuelt havet op.
Den ene af dem, Irma, er endda blandt de mægtigste, der nogensinde er observeret i regionen, og har allerede forårsaget betydelige ødelæggelser i Caribien, før den med den voldsom destruktionskraft ventes at hvirvle ind over Cuba og det lavtliggende Florida her i weekenden.
I USA, der kun lige er begyndt at slikke sårene efter orkanen Harveys historisk voldsomme oversvømmelser af Houston i forrige uge, må man derfor forvente, at 2017 ender som det mest ødelæggende og dermed dyreste orkanår i historien.
Så er der Mexico, som aktuelt og helt uhørt bliver angrebet fra begge sider af enorme, men vidt forskellige naturkræfter.
Tidligt lørdag morgen lokal tid ventes den tropiske orkan Katia at gå i land i delstaten Veracruz på landets østkyst.
Ifølge prognoserne vil dens vindstyrke tiltage før landgangen som følge af ekstraordinært høje havtemperaturer nær kysten. Havvand på over 26,5 grader er netop den benzin, der nærer tropiske orkaners bål og udstyrer dem med destruktive energimængder.
Af samme årsag kan kræfterne i Katia – orkanvinde på over 150 kilometer i timen, stormflod og voldsom nedbør – forårsage betydelige ødelæggelser i kystområderne.
Men dertil kommer de underjordiske kræfter.
På den stik modsatte side af Mexico, under havet bare 80 kilometer fra landets sydvestkyst, opstod kort før kl. 7 fredag morgen dansk tid (23.50 lokal tid) et voldsomt jordskælv med en styrke på 8,1.
I gennemsnit opstår der på årsbasis bare et enkelt eller to skælv med en styrke på over 8,0 på hele kloden, hvilket vidner om de respektindgydende muskler i den aktuelle kraftudfoldelse. Dertil kommer, at man skal ca. 100 år tilbage for at finde en mexicansk rystelse af tilsvarende størrelse.
I både Mexico City og Guatemala City henholdsvis omtrent 1.000 km og 300 km fra epicenteret flygtede mennesker ud af svajende bygninger, og i flere kystbyer i såvel Mexicos fattige delstat Chiapas som i det vestlige Guatemala var der rapporter om sammenstyrtede bygninger med både sårede og enkelte omkomne.
Efterfølgende vurderede seismologer, at skælvet var blevet mærket af omkring 50 mio. mennesker i Mexico, svarende til næsten 40 pct. af befolkningen i en nation, der kun er lidt mindre end Grønland.
Det undersøiske skælv formåede tilmed at løfte havbunden over et større areal. Af samme årsag blev hele vandsøjlen omkring epicenteret samtidig løftet.
Dermed var også en tsunami – en jordskælvsudløst kæmpebølge – skabt. Trods varslinger om tsunamihøjder ved kysterne på op til tre meter var der dog ikke umiddelbart tegn på voldsomme ødelæggelser eller omkomne på den konto.
Mexico og hele Mellemamerika ligger imidlertid fastspændt i en regulær skruetvinge, der med jævne mellemrum må give efter for presset.
Lige uden for Mexicos og Guatemalas vestkyster borer den forholdsvis beskedne kontinentalplade ved navn Cocospladen sig ind under det mellemamerikanske fastland med en hastighed på syv-otte cm om året.
Dermed opstår der stigende spændinger i undergrunden, som med mellemrum bliver udløst i form af større eller mindre jordskælv.
Det var tilsvarende kræfter, der stod bag en af det 20. århundredes mest omtalte jordiske rystelser, Mexicoskælvet i september 1985, som fik utallige bygninger til at styrte sammen i hovedstaden, og som tog livet af over 8.000 mennesker.
Mexico Citys hovedproblem er, at en stor del af megabyen er opført på drænet søbund, der med sit lerede indhold virker som gummi, når et jordskælv indtræffer. Jordbunden går dermed populært sagt i selvsving, hvilket forstærker risikoen for, at bygninger og broer styrter i grus.
Af samme årsag forstår man udmærket mexicanernes angst for jordskælv. Men man forstår måske i endnu højere grad guatemalanernes frygt, for i 1976 omkom ca. 23.000 mennesker i det forarmede land i et voldsomt skælv, der tilmed gjorde omkring en million mennesker hjemløse, svarende til en sjettedel af landets daværende befolkning.
Til gengæld må man i Mexico nu ganske uhørt forholde sig til angreb af voldsomme naturkræfter fra begge sider. Det ligner en humanitær dobbelttragedie.
Caribien, USA og Mexico er imidlertid langt fra de eneste steder på kloden, hvor man aktuelt kæmper mod naturens kraftudfoldelser.
Tag det vestafrikanske land Sierra Leones hovedstad og største by, Freetown, hvor mindst 500 mennesker omkom i et mudderskred udløst af voldsom regn for godt tre uger siden. Ca. 600 mennesker er fortsat savnede og menes begravet under metertyk mudder, der også jævnede omkring 2.000 huse med jorden.
Rejs videre til Asien, og en vejrudløst katastrofe i næsten ubegribelig skala åbenbarer sig. Her har den værste monsunregn i mindst ti år oversvømmet byer og marker i et bælte strækkende sig helt fra den indiske finanshovedstad Mumbai i vest og videre over Nepal til Bangladesh i øst.
Ifølge FN er mindst 40 mio. mennesker påvirket af oversvømmelserne, der har druknet omkring 1.400 mennesker i de tre lande. Organisationen Red Barnet oplyser, at omkring 18.000 skoler i regionen er lukket som følge af oversvømmelser. Dermed er op mod 1,8 mio. børn forhindret i at passe deres skole.
Men naturen spiller også med musklerne på vores breddegrader.
I de seneste dage har islandske myndigheder registreret en sværm af jordskælv under den nordvestlige del af Europas største gletsjer, Vatnajökull. Det kan være et tegn på, at den store vulkan Bardarbunga atter er begyndt at røre på sig.
Dertil kommer, at vulkanologer ved to lejligheder i de seneste 11 måneder har hævet varslingsniveauet for Islands nok mest frygtede vulkan, Katla, i den sydligste del af landet.
Går den i udbrud, kan store dele af Island blive påvirket af askefald og giftige vulkanske gasser.
Men den største lokale frygt går nok på, at den vil smelte enorme mængder is og udløse Islands svar på tsunamier, jøkelløb. Det er fossende floder af isklumper og smeltevand, der kan fare ned over de sydvendte fjeldsider fra Katlas hede gab og rive alt med sig på deres vej.
Vurderingen er, at et jøkelløb fra Katla kan generere hele 300.000 kubikmeter vand i sekundet. Det er mere end gennemstrømningen i Amazonfloden.
Katla har ikke været i udbrud i 99 år – en usædvanlig lang »søvn« for en vulkan, der gennem historien ellers er eksploderet i intervaller på mellem 13 og 95 år.
Men set fra et europæisk perspektiv går den værste frygt nok på endnu en gigantisk askesky fra Island. Præcist som vi så i april 2010, da vulkanen Eyjafjallajökull bragte praktisk taget al europæisk luftfart til standsning.
Uanset om en islandsk vulkan futter af eller ej i de kommende uger, har 2017 allerede skrevet sig ind i annalerne som et ekstraordinært år på naturkatastrofefronten.
I tillæg kunne man nævne de voldsomme hedebølger tidligere i år i bl.a. Pakistan og Sydeuropa, store oversvømmelser i Sri Lanka og i Kina i maj og juni, omfattende skovbrande i bl.a. Portugal, Canada og på Balkan samt et dødbringende jordskælv centralt i Italien i januar.
Antallet af omkomne bliver næppe (og tak for det) rekordhøjt, hvilket især skyldes forbedrede varslingssystemer og infrastruktur i udviklingslande. Men udgifterne til at genoprette store og velfungerende samfund, der er jævnet med jorden af især oversvømmelser og jordskælv, vil ende i den absolut høje ende af skalaen.
Ja, måske ender 2017 med at blive året, hvor naturens kræfter ødelagde større værdier verden over end nogensinde før i historien. Det kommer ikke mindst til at gælde i det rige USA, hvor prisen for bygninger og infrastruktur er ekstra høj. En kæmpe regning venter forude.