Danmark øger sit bidrag til militært udstyr og våben til Ukraine med 600 millioner kroner, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Det bringer det samlede danske våbenbidrag op på en milliard kroner.

Mette Frederiksen annoncerede tidligere torsdag, at Danmark vil sende flere våben til det krigshærgede land. Men det er stadig uvist, hvilke våben der er tale om.

Det kommer Mette Frederiksen ikke nærmere ind på under pressemødet.

»Fra begyndelsen har Danmark givet stor støtte til Ukraine. Politisk, finansielt og via sanktioner. Med manglende udstyr – særligt det i manglende mest – våben,« siger Mette Frederiksen.

»Og vi vil gøre, hvad vi kan for også at støtte Ukraine fremover. Jeg har derfor informeret dig – præsident Zelenskyj – i dag, at vi vil komme med nye, store bidrag.«

»Her i blandt næsten 600 millioner danske kroner – svarende til cirka 90 millioner dollar – til våben.«

Den danske støtte inkluderer også hjælp til minerydning i Ukraine og desuden støtte til Den Internationale Straffedomstol (ICC), så krigsforbrydelser kan blive undersøgt samt til genopbygning.

»Vi har set det i dag, hvor vigtigt det er, hvis befolkningen skal vende tilbage til de områder, hvor de har boet hele deres liv,« siger Mette Frederiksen.

Danmark vil også støtte til Den Internationale Straffedomstol (ICC), så krigsforbrydelser kan blive undersøgt.

Adspurgt på pressemødet om de europæiske lande generelt sender nok våben og de rigtige våben til Ukraine, svarer Volodymyr Zelenskyj blandt andet:

»Vi ønsker at bygge vores forsvar ikke kun på soldater, men også på tunge våben.«

»Den russiske hær går ikke op i antal døde soldater. Det gør vi, og vi vil gerne redde flere liv, men det kræver tungere våben. Dem har vi ikke nok af, og vi vil gerne have flere,« siger han.

Pédro Sánchez annoncerede på pressemødet, at Spanien genåbner sin diplomatiske repræsentation i Ukraine.

Den danske ambassade i Ukraines hovedstad, Kyiv, er fortsat midlertidigt lukket, og der kom ingen melding fra Mette Frederiksen om, hvornår den genåbner.

/ritzau/

Opdateres …