Danmark klimasolede sig i New York – men på gaden blev det danske glansbillede udfordret

Statsminister Mette Frederiksen (S) og danske topchefer var i første række under FNs klimatopmøde. Men på gaden krævede aktivister, at statsministeren stopper en dansk virksomhed og spurgte, hvorfor amerikanske børn »ikke er ligeså vigtige som danske.«

Camilla Sylvest, der er koncerndirektør for Novo Nordisks kommercielle strategi, havde medbragt en ganske særlig stol til FNs klimatopmøde i New York. Michael Bjerre

Hen ad gaden i New York går en kendt erhvervskvinde fra den danske medicinalindustri med en stol under armen. Faktisk har hun haft den med i flyet hele vejen fra København. Beskyttet i bobleplast. For den er helt speciel. Men nu er den pakket ud, for om få timer skal den præsenteres for en af verdens ledere og blive det mest fysiske symbol under FNs klimatopmøde på, at Danmark ikke kun på politisk niveau, men også på virksomhedsniveau går forrest i den globale kamp for bæredygtighed og klima.

»Stolen er et meget håndgribeligt eksempel på, hvad vi har gang i,« siger Camilla Sylvest, der bærer stolen og er koncerndirektør i Novo Nordisk med bl.a. ansvar for virksomhedens bæredygtighedsstrategi.