Donald Trump lader ikke så nemt nogen lukke munden på sig.
Det var i hvert fald, hvad de amerikanske tv-seere var vidne til, da de natten til fredag dansk tid tændte for Fox News.
Her dækkede tv-kanalen Demokraternes Nationale Konvent i Chicago, og med over telefonen var den tidligere præsident Donald Trump.
Forud for Kamala Harris' tale ved Demokraternes konvent havde Donald Trump nemlig varslet, at han agtede at live-kommentere talen på sit sociale medie Truth Social såvel som igennem en telefonforbindelse til tv-stationen Fox News.
Her talte han om Harris' forfejlede håndtering af grænserne samt alt det, han mente, Harris burde have talt om, men som hun ikke gjorde.
På et tidspunkt blev Trumps mange input dog for meget for de to tv-værter, der ikke evnede at få ordet tilbage fra ekspræsidenten.
Ad flere omgange forsøgte Fox News-værterne at afbryde Trump, men lige lidt hjalp det.
Altså lige indtil de to værter midt i en af Trumps pointer vedrørende den uafhængige præsidentkandidat RFK Jr. fik afbrudt Trumps talestrøm og sendt stafetten videre til det næste program.
Ringede den næste studievært op
Programmet »Gutfeld« var nemlig på programmet, men efter Fox News-værterne havde smidt røret på, ringede Trump videre til talkshow-værten Greg Gutfeld.
»Hr. præsident, jeg er live nu,« grinede Greg Gutfeld, der netop havde overtaget sendefladen fra de to Fox News-værter. Gutfeld havde et par sekunder forinden underholdt med, at Trump jo havde hans nummer, så han kunne bare ringe til ham, hvis ikke han var færdig.
»Lad være med at sige noget, der kan få dig i problemer,« jokede studieværten videre, efter han havde fået Trump i røret.
Men det havde Greg Gutfeld heller ikke grund til at bekymre sig om.
Umiddelbart efter fortsatte Trump nemlig sin talestrøm, fra hvor han slap i det tidligere interview.
Altså lige indtil Greg Gutfeld fulgte i sine kollegers fodspor og også afbrød samtalen.