Italien er i økonomiske problemer.
Landet har en statsgæld på næsten 140 procent af bnp og havde sidste år budgetunderskud på 7,4 procent af bnp.
Mandag indførte landets regering med premierminister Giorgia Meloni i spidsen dog et tiltag, som måske kan afhjælpe problemerne.
Hidtil har udenlandske tilflyttere med skattepligt i Italien kunnet nøjes med at betale en »flad skat« på 100.000 euro om året på penge tjent i udlandet – uanset hvor mange penge dette måtte være. Denne grænse har Melonis regering nu hævet til 200.000 euro.
Det skriver Financial Times.
Håbet er, at tiltaget kan give øgede skatteindtægter, der kan være med til at mindske det offentlige budgetunderskud. Netop dette har EU pålagt Italien at forbedre, og i juli bad man landet om at aflevere en finanspolitisk redningsplan inden udgangen af september.
EU forventer, at Italiens budgetunderskud i 2024 vil være 4,4 procent af bnp, og det er væsentligt under reglen om, at EU-medlemslande ikke må have budgetunderskud på over tre procent af bnp.
Ordningen med en flad skat på 100.000 euro om året blev indført i 2017 i et forsøg på at få meget rige personer til at bosætte sig i Italien.
Den favorable italienske skatteordning er tidligere blevet kaldt for »fodboldspiller-ordningen«, og blandt andre gjorde fodboldstjernen Cristiano Ronaldo brug af den, da han skiftede til Juventus og bosatte sig i Torino i 2018.
Ifølge Financial Times skal mindst 2.730 multimillionærer indtil videre have gjort brug af ordningen og valgt at bosætte sig i Italien, primært i Milano. De lokale i Milano ser dog skeptisk på ordningen og mener, at den har bidraget til, at boligpriserne i byen er steget mere end 43 procent de seneste fem år.
Italien har tidligere skabt overskrifter ved, at man i mange landkommuner har kunnet købe et hus til én euro mod et krav om at skulle renovere det. Derudover tilbød regionen Calabrien, der kæmper med affolkning, for nogle år siden omkring 200.000 kroner til folk, som ville flytte dertil.