Coronasmittet Bolsonaro hylder omstridt malariamiddel

Brasiliansk præsident hævder at have det »meget godt«, efter at han har taget malariamiddel mod coronasmitte.

Arkivfoto. Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, forsikrer sit folk om, at han har det »meget godt«, selv om han tidligere på ugen blev testet positiv for coronavirus. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, forsikrer sit folk om, at han har det »meget godt«, selv om han tidligere på ugen blev testet positiv for coronavirus.

Meldingen kom torsdag i hans ugentlige videohilsen til folket på det sociale medie Facebook.

Her benyttede præsidenten endnu en gang lejligheden til tilsyneladende at promovere malariamidlet hydroxyklorokin.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I sin ugentlige video, der er optaget i præsidentens embedsbolig, ser 65-årige Bolsonaro ud til at have det godt.

Han forklarer, at han begyndte at bruge hydroxyklorokin, da han fik det dårligt i sidste uge.

Han hævder, at han har taget en tablet af midlet hver dag siden.

»Jeg siger dette helt utvetydigt. Jeg tog (hydroxyklorokin, red.), og det virkede. Jeg har det godt, tak Gud,« siger Jair Bolsonaro i videoen.

»De, der kritiserer midlet, bør i det mindste tilbyde et alternativ,« tilføjer han.

I modsætning til tidligere optagelser var præsidenten torsdag ikke ledsaget af ministre, embedsmænd eller tegnsprogstolk.

Jair Bolsonaro har hidtil negligeret coronapandemien og sammenlignet virusset med influenza.

Hydroxyklorokin anvendes normalt til behandling af malaria, men har også på forsøgsbasis været brugt på coronapatienter.

Verdenssundhedsorganisationen WHO valgte dog i juni at stoppe alle forsøg med midlet.

Det skyldtes, at resultater fra en række andre forsøg ikke påviste nogen gavnlig effekt mod coronavirus.

Også den amerikanske lægemiddelstyrelse har trukket en godkendelse af midlet til nødbehandling af coronapatienter tilbage.

Brasilien er kun overgået af USA på listen over lande, der har registreret flest dødsfald blandt coronapatienter.

Fredag formiddag er der registreret 69.184 coronadødsfald i landet, mens 1,7 millioner er testet positiv for virusset.

/ritzau/