Corona udløser største fald i britisk beskæftigelse i 11 år

De første tre måneder af nedlukning faldt beskæftigelsen med 220.000. Det er største fald siden finanskrisen.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Dawson

Coronakrisen er gået hårdt ud over beskæftigelsen i Storbritannien, der ligesom de fleste andre lande valgte at lukke landet ned i foråret for at bremse smittespredningen.

Ifølge en opgørelse fra den britiske statistikbank Office of National Statistics (ONS) faldt antallet af lønmodtagere med 220.000 under nedlukningens første tre måneder. Der er tale om april, maj og juni.

Det er det største fald i beskæftigelsen siden finanskrisen i 2009.

Det britiske arbejdsmarked vil dog blive yderligere presset de kommende måneder.

Det forventes således, at ledigheden vil stige markant, når hjælpepakker, der blev implementeret for at forhindre en eksplosiv stigning i ledigheden, vil blive udfaset i løbet af efteråret.

Ifølge den britiske finansminister, Rishi Sunak, vidner tallene om, at hjælpepakkerne har været effektive.

Han understreger ved samme lejlighed, at en stigning i ledigheden er uundgåelig.

»Jeg har altid sagt, at vi ikke kan beskytte alle job, men med jobplanen har vi en klar plan for at beskytte, støtte og skabe job for at sikre, at ingen bliver efterladt uden håb,« siger han i en erklæring.

Ledigheden holder sig foreløbig på 3,9 procent. Ifølge ONS er folk, der har opgivet at søge job, dog ikke medregnet i opgørelsen.

Derudover oplyste omkring 300.000 briter i juni, at de var i arbejde, selv om de ikke modtog løn. Det har også været med til at holde det officielle ledighedstal på under fire procent.

I sidste uge vurderede den britiske nationalbank, at ledigheden vil stige til 7,5 procent inden udgangen af året.

/ritzau/Reuters